Al Pont De Ferr i Milano: Ufortjent michelinstjerne

Al Pont de Ferre i Milano - Mikkel Bækgaards Madblog-11.jpg

Al Pont De Ferr i Milano serverer mad til gode priser. Men at stedet har en Michelinstjerne, virker temmelig urimeligt i forhold til, hvor meget der skal til i Danmark for at få en stjerne i den røde bog. Enkelte af retrerne er gode, men heller ikke mere end det, og helhedsoplevelsen er ret tam.

Jeg for nylig en tur i Milano for at skrive et par artikler til Jyllands-Posten. Mest var jeg i byen for at besøge verdenudstillingen, der har fokus på mad. Men udover at besøge den kæmpestore EXPO 2015 fik jeg også lejlighed til at besøge et par restauranter – blandt andet Al Pont De Ferr, som er besmykket med en enkelt michelinstjerne, og som jeg læste gode ting om på nettet. Og da stedet endda har rimelige priser, hvor man kommer godt omkring køkkenets kunnen i en menu til 75 Euro, tænkte jeg, at der måtte jeg tage hen og spise.

God beliggenhed ved Navigli-kanalen

Al Pont de Ferre i Milano - Mikkel Bækgaards Madblog-14.jpg

Navigli-kvarteret i Milano består af to hyggelige gamle kanaler, hvis sider er besmykket med massevis af barer og restauranter. I dette kvarter, ud til den største af kanalerne Navilgo Grande, ligger Al Pont De Ferr. Lokalerne er rustikke og hyggelige, og de lægger en fin ikke alt for højtidelig stemning for dagen, der passer godt til restaurantens stil og ambitionsniveau.

Menukortet byder på en række forskellige menuer og a la carte retter. Den billigste tastingmenu koster 65 euro og indeholder en række af stedets klassikere. Jeg valgte dog den lidt mere experimenterende menu (From the market) til 75, men jeg kunne også vælge at gå all in og få en kæmpe menu til 130 euro.

Stedet byder på en rigt vinkort, men kunne ikke tilbyde en decideret vinmenu. Jeg valgte at gå stille og roligt til værks og nøjedes med vand og et enkelt glas hvidvin – så vinkvaliteten skal jeg ikke kunne sige meget om.

Rodede snacks

Al Pont de Ferre i Milano - Mikkel Bækgaards Madblog-4.jpg Al Pont de Ferre i Milano - Mikkel Bækgaards Madblog-3.jpg Al Pont de Ferre i Milano - Mikkel Bækgaards Madblog-2.jpg Al Pont de Ferre i Milano - Mikkel Bækgaards Madblog.jpg

Første servering var en hel række af små snacks, der kom ind på én gang. Desværre var ingen af dem specielt mindeværdige (måske med undtagelse af en fin aspargesmousse). Flere af hapserne var tilsmagt med campari og lignende spiritusser, hvor spritsmagen overdøvede smagen af råvarerne.

Jeg var ikke imponeret fra starten af.

Friterede squash og camparisorbet – aftenens bedste ret

Al Pont de Ferre i Milano - Mikkel Bækgaards Madblog-6.jpg

Første ret var aftenens bedste, selvom jeg startede med at være noget skeptisk.

Friterede squash i et lille kræmmerhus og en camparisorbet i et cocktailglas. Hvad skulle det nu gøre godt for? De friterede squash smagte godt, og sorbeten smagte markant og bittert af campari.

Ved første smagning var det et sært match, som jeg ikke rigtigt kunne se ideen i. Men hov – det viste sig jo at fungere, da jeg fik smagt efter. Bitterheden og sødmen fra sorbeten klædte faktisk fedmen fra de friterede squash virkelig godt.

Ret frækt, endte jeg med at tænke. Sjov måde at kombinere to italienske klassikere på.

Men herfra var der langt mellem de interessante retter, desværre.

Rå rejer gik igen

Al Pont de Ferre i Milano - Mikkel Bækgaards Madblog-7.jpg

Rå rejer med en pistaceis, pasticenødder og forskellige saucer var ok, men ikke mere en det.

Jeg savnede syre, og den lidt harske smag af rejerne fik ikke ordentligt modspil. Der var ingefær i en af saucerne, hvilket gav lidt syrlighed, men ikke nok.

Al Pont de Ferre i Milano - Mikkel Bækgaards Madblog-8.jpg

De rå rejer var åbenbart en slags signatur for stedet, for næste ret havde dem sørme også. En lidt harsk suppe sendte tankerne mod både norden og Sydamerika på én gang, og nogle sorte korn fik aldrig givet retten af balanceret smag.

Det smagte ganske enkelt ikke specielt godt i en ret, der i høj grad manglende balance og (igen) syre.

Fin ekstra fiskeret med sprøde grøntsager

Al Pont de Ferre i Milano - Mikkel Bækgaards Madblog-9.jpg

Køkkenet bød også på en lille ekstra ret, der ellers ikke var nævnt på kortet.

Et sprødstegt stykke fisk (fra en af søerne nær Milano – kan ikke huske arten) i selskab med sprøde friske grøntsager og en spicy sauce på røde peberfruger -sådan lidt mojo-agtig  – var faktisk en rigtig fin lille ret, der gjorde mig gladere efter de to ikke så vellykkede serveringer med rejerne.

Al Pont de Ferre i Milano - Mikkel Bækgaards Madblog-10.jpg

Endnu en fiskeret kom ind. Denne gang Multe med muslinger, tomater, kapers og en række små saucer. Det var hæderlig servering, hvor især tomaterne gjorde indtryk med deres velduft. Saucerne var igen lidt ligegyldige.

God due, dødssygt tilbehør og kedelig  dessert

Al Pont de Ferre i Milano - Mikkel Bækgaards Madblog-12.jpg

Aftenens hovedret var en ambivalent størrelse. To uhyre delikate stykker helt rødt duebryst og et tilhørende lår var et af aftenens højdepunkter, men det meget sparsomme tilbehør var decideret intensigende og uden smag. Duen fik selskab af lidt kolde linser, lidt urter og en smule sauce. Det var alt – og det hele føltes halvt og ret ferskt.

Hvad var ideen med denne ret? Hvor var harmonien? Hvor var alt det smag, der skulle bakke om det blodige duekød?

Al Pont de Ferre i Milano - Mikkel Bækgaards Madblog-13.jpg

Desserten var ligesom tilbehøret til hovedretten temmelig ligegyldig og meget hurtigt glemt. Nu har italienere aldrig været kendt for at lave desserter (ud over panna cotta og tiramisu), men derfor kan man da godt tillade sig at forvente bare lidt af en michelin-restaurant – men nej …

En tam vaniljecreme, en jordbærsorbet og lidt bær (hindbær, blåbær og brombær) var alt, som denne menus afslutning havde at byde på. Det var simpelthen ikke godt nok. Kedeligt og uden raffinement eller innovation. Igen uden den store balance.

Ikke i nærheden af stjerneniveau

Generelt var jeg  – som du nok kan fornemme – ikke videre tilfreds med Al Pont De Ferr i Milano. Servicen var fin, men maden var simpelthen for svingenede i kvalitet. Enkelte retter var gode og interessante, som forretten med campari og friterede squash, men der var for langt mellem snapsene.

At stedet har en michelinstjerne undrer mig rigtigt meget. Man siger godt nok, at stjernerne sidder løsere hos Michelin i Sydeuropa, men det her må simpelthen være en fejl – eller også har jeg været meget uheldig. Maden var af og til rimelig, men aldrig mere end det, og selv på en provinskro i Danmark ville jeg forvente et højere niveau.

Og hvis man skulle sammenlignede dette sted med, hvem der har en stjerne i København som fx Grønbech og Churchill, Marchal og Søllerød Kro, så er vi milevidt fra deres niveau.

Jeg gentager: Det her var simpelthen ikke godt nok.

Al Pont de Ferr
Ripa di Porta Ticinese, 55
20143 Milano
Italien
www.pontdeferr.it

En kommentar til Al Pont De Ferr i Milano: Ufortjent michelinstjerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu