Bag brød på din suppe

Bag brød på din suppe - Mikkel Bækgaards Madblog

Den anden dag lavede jeg en rigtig god kartoffel-porre-suppe. Den var der en masse tilbage af, og i stedet for enten at smide den ud eller gemme den i køleskabet, brugte jeg den som base i et hjemmebagt brød. Det kom der nogle dejligt velsmagende og meget saftige baguettes ud af.

At bage brød med udgangspunkt i en pureret  suppe er ikke nyt for mig. Det er faktisk noget, jeg før har gjort – omend det er en del år siden. Det fungerer rigtigt godt og giver både smag og en særlig karakter til brødet, som er virkelig godt – især hvis du bruger brødet som følgeskab til mad, som jeg gjorde med dette. Samtidig virker det til, at de purerede grøntsager i suppen giver ekstra saftighed til brødets krumme. Jeg fik i hvert fald et meget saftigt brød ud af mit forsøg. Jeg tror det virker lidt på samme måde, som når nogen bagere tilsætter daggammelt brød til deres nye brød for at sikre ekstra saftighed i krummen.

Det er  ganske nemt at bage et sådan brød. Det kræver – udover suppen – en smule gær, godt mel, salt og tid til hævning. Og gør man, som jeg gjorde det, skal du ikke engang bruge kræfter på at ælte dejen. Den hæver til gengæld så længe, at æltning ikke er nødvendig.

suppe klar til at blive til brød - Mikkel Bækgaards Madblog

Start med en portion suppe. Her er det en kartoffel-porre-suppe, men det kan lige så vel være blomkålsuppe, græskærsuppe eller hvad, du nu lige har en rest tilbage af.

Rør en lille klump gær på størrelse med en ært op i lidt vand og hæld det i suppen.

Mel i suppen - Mikkel Bækgaards Madblog

Rør mel i suppen – sådan lidt ad gangen. Her har jeg brugt ølandshvede, men du kan også sagtens bruge helt almindeligt hvedemel. Mængden afhænger af, hvor meget suppe, du har.

Kom salt i, når du har tilsat ca. halvdelen af det mel, du skal bruge.

Dejen er klar - Mikkel Bækgaards Madblog

Når dejen har fået en god tyk konsistens og hænger godt sammen, stopper du med at røre mel i. Nu skal den bare hæve – og altså ikke engang æltes.

Dæk dejen til med et fugtigt viskestykke og lad dejen hæve natten over og gerne i 12 timer. Endda gerne mere.

Efter de mange timers hævning er dejen helt fugtig og trådet. Kom godt med mel på bordet og vend dejen ud heri. Fold den nogle gange, så dejen bliver lidt mindre flydende. Del dejen op i et par klumper, alt afhængig af, om du vil lave boller, store brød eller flutes af.

Flutes klar til at blive bagt - Mikkel Bækgaards Madblog

Jeg laved fire flutes af min dej, som jeg fordelte på denne særlige flute-bager. Det var første gang, jeg prøvede kræfter med dette uundværlige stykke one-purpose-køkkengrej.

Bag brødet ved 225 grader i ovnen, indtil brødet er færdig. Det hele afhænger af størrelsen. Mine flutes fik ca. ti minutter.

Flutes bagt på suppe - Mikkel Bækgaards Madblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu