Bryllupsdagsfrokost på Søllerød Kro

IMG_3447.jpg

Min smukke hustru venter spændt på, hvad køkkenchefen har til os af godter.

I søndags spiste Line  og jeg en virkelig dejlig seks-retters frokost på Søllerød Kro. Det gjorde vi i anledning af vores etårs bryllupsdag, som skulle fejres – om end vi var noget usikre på, hvordan det skulle spænde an med en lille knap to måneder gammel baby på slæb. Heldigvis gik det rigtigt fint, Agnes var meget nem at have med, maden var super skøn og holdningen til spædbørn på Michelin-kroen var afslappet og meget positiv. Så alt i alt var vi rigtigt glade for at få besøgt denne gamle kro, der både leverer smuk mad og selv ligger i meget smukke omgivelser.

Søllerød Kro repræsenterer det klassiske fransk-danske køkken med et moderne twist. Her får man altså kraftig velsmag med små eksperimenter uden at der går nordisk dogme eller geranium-minimalisme i smagsindtrykkene. Og denne lidt klassiske og romantiske tilgang til maden passede rigtigt godt til en bryllupsdag, synes jeg. Men skal jeg have en overraskende og vild madaften, så tager jeg et andet sted hen – for her var det klassiske dyder, der kendetegnede æstetikken, og det er jo egentlig heller ikke dårligt.

Hvad spiste vi så – og hvordan var det?

Vi bestilte køkkenets seksretters Søllerød Menu, der i frokost-variant er i overkommelig pris på 650 kroner pr. næse, hvilket jeg finder rigtigt fint, når vi er på det niveau, som en restaurant med en michelinstjerne repræsenterer. Dertil kom tre rigtigt gode vine på glas til mig (Line skulle køre og amme) til ca. 120 kroner stykket, hvilket også var en rigtig fin pris. I alt blev det med kaffe, vand og det hele til 1970 kroner – selvfølgelig mange penge, men noget mere overkommeligt end de onkring 4000 som en fuld gourmetaften med vinmenu og hele balladen ellers løber op i.

IMG_3453.jpg

Først en lille apatizer: Olivenoliesorbet med grøn gazpacho. Simpel ret, og alligevel en fin lille start på menuen. Især isen var virkelig dejlig.

IMG_3459.jpg

Taskekrabbe med ærter, dild og saltet agurk. Skønne nuancer af grønt med en meget lækker creme i bunden med taskekrappe. Øverst var det frossen ærtesaft.

IMG_3467.jpg

Rokkevinge med nye kartofler, brunet smør og løvstikke. Eftermiddagens nok flotteste anretning og langt hen ad vejen en god ret. Men jeg synes faktisk der var lidt for meget rokkevinge, som syntes at blive lidt tør i munden - også selvom fisken egentlig slet ikke var tør. Men dog med rigtig gode toner i løvstikkeolien og små søde dråber, der matchede fisken rigtigt godt.

IMG_3468.jpg

Grønne asparges, kyllingevinge, parmesan og sommertrøffel. Virkelig lækre asparges og en vidunderlig skum af parmesan. Toppingen med sommertrøffel gav et fint twist, og heldigvis var trøffelsmagen ikke alt for overskyggende, som jeg synes trøfler ellers godt kan blive. Kyllingekødet var måske lidt kedeligt.

IMG_3480.jpg

Kalvekam og brissel med grillede løg og skovsyre. Ofte finder jeg hovedretten på fine restauranter noget af et antiklimaks. Men ikke her. Her var det hovedværket. De små ristede brissel, der lå oven på kødet var magisk samen med kalven. Og især den grønne puré af ramsløg og persillerødder var himmelsk.

IMG_3485.jpg

Rabarber med kærnemælk og estragon. Desserten så ikke ud af så meget, men den var virkelig vidunderlig. Lækker rabarberis, små bagte rabarberstykker og frossen kærnemælk - og så lidt estragon til at pifte smagen op ... dejligt.

IMG_3492.jpg

Tre fine petit fours fulgte kaffen og afrundede et dejligt måltid. Især vil jeg fremhæve kagen i forgrunden, der havde et fløjlsblødt indre af marcipan. Uhm. Flere af dem ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu