Cajunland med folkemusik, uendelig varme, sumpe og lidt for meget lokalt touch

veranda.JPG

Breaux Bridge, Louisiana, søndag d. 12. juli 2009, kl 14.13

Sidder her på en ægte sydstatsveranda med i en gyngestol. Her i skyggen er det lige præcist humant nok at opholde sig udendørs – ellers er det nærmest dræbende med varmen; også om aftenen; så enhver lejlighed til at være indendørs med airconditioning er velkommen. Også selvom man egentlig hellere ville sidde i haven til det bed and breakfast, vi bor på, og bare se på Bayou Teche flyde forbi og lytte til cikadernes i træerne.

bayou.JPG

Vi er Breax Bridge, en lille by midt i Cajunlandet i Louisiana. Et område med indbyggere med fransk-canadiske rødder, hvilket har givet området et særligt kulturelt pust, der ikke ligner resten af USA. Med en anden madkultur og med en særlig musikkultur, som vi har fået en smag på de sidste par dage, siden vi ankom fra New Orleans i fredags.

bro.JPG

Her er ellers meget stille, når man lige har været i The Big Easy og ikke har en bil til at køre rundt i. Meget, meget stille. Her er også hyggeligt og alle er venlige og hjælpsomme. Men også lidt uhyggeligt og skræmmende på sådan en Twin Peaks-agtig måde. Man ved ikke helt, hvilke hemmeligheder, der ligger under overfladen, og hvad der ligger bag de mange indforståetheder, som vi møder.

bedandbreakfast.JPG

Mystikken startede allerede fredag, da vores landlady Mary Lynn hentede os ved toget. En dame med en mere end normalt stor bagdel, men umådelig sød og hjælpsom – næsten for hjælpsom. Vi steg ind i hendes bil og kørte mod Breaux Bridge, 10 km fra togstationen i Lafayette. Her lød det som om hun allerede havde planlagt hele vores besøg. Hvad for noget musik, vi skulle høre hvornår. Hvor vi skulle spise. Hvem der skulle køre os rundt, når nu vi ikke selv har kørekort. Hun havde nærmest allerede reserveret borde og alt sådan noget. Venligt, ja. Men også lidt skræmmende.

Det andet mærkelige er, at hun så ikke rigtig serverer morgenmad selvom det et bed and breakfast hun kører. Hun er bortrejst nogle dage nu og har lagt lidt muffins og kager, hvis vi skulle blive sultne. Og sodavand i køleskabet. Men altså, det er da ikke morgenmad er det? Da jeg spurgte til, hvordan det virker med morgenmad, sagde hun igen, at hun havde stillet lidt frem til os. Så forklarede hun, hvordan kaffemaskinen virker. Og at vi da også kunne gå over på restauranten lige om hjørnet og spise. Eller købe mere i supermarkedet, hvis vi ville have youghurt eller lignende. Tak, tak. Jeg var for flink til at brokke mig. Og hun er jo så rar og stedet så fint.

bedandbreakfast3.JPG

bedandbreakfast2.JPG

mikkeloghummer.JPG

For Au Bayou Teche Bed and Breakfat er virkelig et fint sted. Et gammelt hus fra 1840’erne med store planker i loftet, himmelsenge på værelserne og gyngestole overalt. Et dejligt hus, hvor adskillige spøgelseshistorier kunne udspille sig. Og lige ned til Teche-floden, der løber ved kanten af baghaven.

morgendans.JPG

Lørdag morgen havde vi så den første oplevelse med den lokale musikkultur. Zydecco-breakfast på restauranten Cafe des Amis, lige rundt om hjørnet, og som bemærket er det bedste spisested i området og virkelig fremragende. Her skulle vi møde op halv otte for at få os et bord. Herefter cajun-morgenmad med æg og skaldyr. Og pludselig væltede det ind med mennesker. Den lokale folkemusik gik i gang, og et sekund efter var gulvet fyldt af dansende. Klokken halv ni om morgenen. Og folk begyndte at drikke bloody mary’s og champagne. Meget lokalt og sjovt at se på.

Det hele gentog sig så lørdag aften. Mary Lynn havde reserveret et bord til os på Poussiere’s – den ældste cajundancehall, der åbnede en gang i halvtredserne. Her skulle en flok cajunlegender spille – det måtte vi ikke gå glip af, sagde hun.

poussiere.JPG

Så der sad vi så. I et meget stort lokale med meget lavt til loftet. Med borde rundt om et dansegulv og en masse midaldrende og ældre mennesker – alle lokale og en del cowboyhatte – og da musikken startede var gulvet straks fyldt med dansende. Vi følte os meget lost og fascinerede på samme tid. Det var meget meget lokalt på sådan en lidt hillbillieagtig måde. Musikken var forfærdelig: Blues møder country-pop på den værste amerikanske mainstreame-måde, som man kan forestille sig. Meget danse-moderne-agtigt. Men også virkeligt kuriøst og ægte.

Vi fik da os par sving-oms. Både med hinanden og med et par, vi delte bord med, som kendte til kulturen og dansetrinnene. Vi gik efter halvanden time. Der var det interessante overstået og vi måtte bare væk. I stedet fik vi middag anden aften i træk på den fremragende Café Des Amis.

Nå, ja, så var vi også på en fantastisk tur ud i sumpene i går. Men det kommer der et selvstændigt indlæg om.

3 kommentarer til Cajunland med folkemusik, uendelig varme, sumpe og lidt for meget lokalt touch

  • Sussanne Bækgaard skriver:

    hej med jer 2.
    det lyder bare rigtig hyggeligt det sted i er. Flot hat Mikkel. Nu glæder jeg mig til høre nærmere om sumpturen.
    kh mor/sanne

  • Viggo Bækgaard skriver:

    Nu er jeg ikke NÆR så god til film som du.

    Kan bare se den veranda for mig. Er det Forest Gump, i Nord og Syd – eller Madison County – eller noget helt tredje.

    Jeg ser for mig en gammel dame, som begynder at fortælle, hvorefter tiden skrues 100 år tilbage.

    Morgendans! Whaw. Spændende.

    Klokken er 4.06 p.m, og jeg er på vej hjem fra arbejde. I er dårligt nok stået op. Sjov sjov tanke.

    Kærlig hilsen

    Far Viggo

    P.s. Jeg lærte noget nyt om navne i går. Emma og Lucas er stadig de mest brugte. En sprogforsker underholdt i radioen med, at ALLE pigenavne ender på en vokal – og drengenavne på en konsonant.

    Jeg mener dog, at jeg ER din far trods regelbruddet!!

    KH

  • Steen Hamann skriver:

    Kære 2

    Jeg tilgiver jer ALDRIG, at I ikke tog mig med. Morgendans med jazz og smukke fyldige kreo-Line´r. Et liv som jeg tror, jeg godt kunne blive forfalden til.
    Fortsat god tur – Skriv mere.

    Steen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu