Dekadent, skræmmende, fascinerende og helt ubeskriveligt – New Orleans and all that jazz

vampire.JPG

Fredag den 10. juli 2009, kl 12.24, toget mellem New Orleans og Lafayette

Toget er langsomt, meget langsomt. Triller tungt og med en karakteristisk tog-tudelyd igennem Louisiana, over The Mighty Mississipi og ud mod det stille bøhland.

Efter toenhalv dag i New Orleans er vi nu på vej videre. Toenhalv dag, der næsten ikke lader sig beskrive med ord. Det var dage med en særlig stemning af forfald, forførelse, ekstrem varme og fugt. Med voodoo, smalle gader i kolonistil, store mansions og uhyggelige mennesker med guldtænder og med et ønske om at hustle en så meget som muligt. Og med musik, lethed og en vanvittig gå-i-byen-gade kaldet Bourbonstreet, der minder om en overdrevet udgave af Jomfruanegade i Aalborg.

poet.JPG

Vi er begge blevet forelskede i The Big Easy, og vi ville gerne have meget mere. Ikke at der er så meget mere, vi egentlig burde se, men fordi vi vil have mere af den særlige stemning, der hersker i byen. En by, hvor 80% af den blev oversvømmet under orkanen Katrina for et par år siden. Men en by, der lever videre og hvor alle er glade, feststemte og klar på jazz.

kirkegaard.JPG

voodoo.JPG

Vi har besøgt de berømte kirkegårde, der er uhyggelige labyrinter, fordi gravene ligger som små dukkehuse over jorden. Der er for meget vand i jorden til at man kan begrave folk der. Resultatet er, at man godt forstår, hvorfor så mange skrækhistorier om vampyrer og voodoo-kulter stammer herfra.

mansion.JPG

Vi har været på guidede ture rundt i både The French Quarter, der egentlig er spansk koloni i sin stil, og i The Garden District, hvor den ene vidunderlige villa afløser den anden. Her har vi fået fortalt om byens historie, set berømtheders huse og set hvor film som Curious Case of Benjamin Button og Interview With the Vampire er optaget. Set huse eget af Trent Reznor, Anne Rice og Nicolas Cage.

oysters.JPG

courtyard.JPG

Vi har smagt på byen og sydstaternes creolerkøkken. Smagt gumbo, jambalaya og østers til ingen penge, mens vi drak øl til på en meget lidt fisefornem måde. Og så har vi besøgt den fine restaurant Bayona og fået en lille smagsprøve på sydstaternes køkken, når det går gourmet.

blues.JPG

Og i aftes oplevede vi også for alvor byens berømte musikliv. En tur på Frenchman Street bød på livemusik på hver eneste lille bar. Højdepunktet var en bluestrio, der spillede oldschool blues på vaskebræt, mundharmonika og steelguitar. Det lød fuldstændig som en gammel plade fra 20’erne, og forsanger og vaskebrætspilleren kunne gå direkte ind fra the cottonfields til sit faldefærdige skur, få sig en icetea og så bare vente på Momas gumbo i den boblende gryde.

bookstore.JPG

Ja, New Orleans er ubeskrivelig. Dekadent på godt og ondt. Smadret, trist og forførende. Vi skal tilbage. Det skal vi. Gå på Basim Street, køre med Streetcar named desire, se The saints go marching in og endnu engang lande i Louis Armstrong International Airport.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu