Fiskeburger med pankopaneret torsk, lynsyltede grøntsager, kørvelmayo og bøgehatte

Fiskeburger med syltede sprøde grøntsager, bøgehatte og kørvelmayo - Mikkel Bækgaards Madblog.jpg

Kan man købe ind i Torvehallerne og lave mad til fire personer for 250? Ja, det kan man godt. Det er denne fiskeburger med pankopaneret torsk, kørvelmayo, syltet grønt og stegte bøgehatte et bevis på – også selvom budgettet blev lidt presset, da der skulle købes panko i en stor pose og fire bagerboller.

Sponsoret indlæg

Man hører ofte, at det er dyrt, at købe ind i Torvehallerne i København. Men det beshøves det ikke at være, mener de herlige haller selv, der for at bevise deres pointe har inviteret mig og en række andre bloggere til at købe ind for 25o kr og lave et måltid mad til fire personer. For hos Torvehallerne mener man klart, at man for 25o kroner kan købe ind til et godt måltid mad.

Mit bidrag til løjerne kommer her i form af en meget velsmagende fiskeburger, hvor et stykke pivfrisk torsk bliver paneret i panko-rasp, stegt og puttet ind i en bolle i selskab med en kørvelmayonnaise, lynsyltet fennikel, glaskål og æble samt lidt stegte bøgehatte.

Indkøbsturen og et lidt presset budget

Jeg holder rigtigt meget af at komme i Torvehallerne, men gør det ikke så tit, som jeg egentlig gerne ville. Måske fordi, jeg også altid ender med at bruge for mange penge der, selvom jeg egentlig bare lige skulle bruge et par specialvarer. Men det handler ikke så meget om, at hallerne er dyre at købe ind i, men at der er så forbasket mange lækre ting, jeg kommer til at købe, hvis jeg er der.

Min indkøbstur til denne burger skete en onsdag eftermiddag, hvor jeg skulle skynde mig lidt, inden jeg skulle hjem og kokkerere, inden mine små børn skulle i seng. Så indkøbsturen blev lidt forhastet, og der er er ingen tvivl om, at med bedre planlægning og bedre tid, ville jeg komme længere for mine 250 kroner, end tilfældet var her – faktisk blev jeg lidt presset på budgettet.

Men havde jeg fx bagt bollerne selv i stedet for at bruge over 50 kroner på fire boller hos bageren, var der pludselig godt plads i budgettet – og havde jeg nu haft panko derhjemme i forvejen havde jeg sparet en 50’er mere. Og så var der måske råd til en dessert også.

Her er, hvad jeg endte med at købe – og som løb op i 245 kroner.

  • 3o0 gram torskefilet
  • 1 pose panko
  • 1 bundt kørvel
  • 1 glaskål
  • 1 fennikel
  • 4 mormorboller fra Laura’s Bakery
  • 1 stor håndfuld bøgehatte

Udover indkøbene brugte jeg dog også lidt fra husholdningen derhjemme:

  • 4 æg
  • 2,5 dl vindruekerneolie
  • 2 dl lagereddike
  • 100 gram sukker
  • krydderier
  • Smør og olie til stegningen.
  • 1 æble

Burgeren er i øvrigt inspireret af en fiskeburger, som min bloggerkollega Martin fra Rigeligtsmør har lagt på sin blog. Den kan du se her.

Sådan laver du fiskeburgeren

Til fire personer, to voksne og to små børn

Lynsyltet fennikel, æble og glaskål

1/2 glaskål
1/2 fennikelknold
1 æble
2 dl lagereddike
1 dl vand
100 g sukker
Krydderier, fx hele peberkorn og fennikelfrø

1. Skær æblet i både og fjern kernehuset. Snit glaskål, fennikel og æble i ultratynde skiver med enten en skarp kniv eller et mandolinjern.

2. Pisk vand, eddike, sukker og krydderier godt sammen, så sukkeret bliver opløst. Kom de tynde grøntsagsskiver i et glas eller en skål og hæld syltelagen over. Lad det trække, gerne mindst en time.

Kørvelmayo

3 dl smagsneutral olie
1 bundt kørvel
2 æggeblommer
Lidt af syltelagen fra grøntsagerne
Lidt salt

1. Kom olie og kørvel op i en blender og blend det helt i smadder – lad blenderen køre i ti minutter. Sigt olien gennem et tyndt klæde eller en fintmasket si.

2. Kom æggeblommerne i en skål sammen med en teskefuld syltelage og en knivspids salt. Pisk det godt sammen, til æggeblommerne begynder at tykne og skumme.

3. Pisk langsomt kørvelolien i, først en dråbe ad gangen og senere i en tynd stråle. Når mayoen har den rette konsistens smager du den til med mere salt og måske lidt mere syltelage.

Pankopaneret torsk

300 g torskefilet uden skind og ben – brug mere torsk, hvis I alle er voksne, regn 100 gram pr voksen
1 stor håndfuld panko (japansk rasp) – almindelig rasp kan også til nøds bruges
lidt mel
2 æg
Salt
Godt med olie og en stor klat smør

1. Skær torsken ud fire pasende stykker. Drys dem med lidt salt og lad det trække en halv time, inden du skyller saltet af og tørrer fisken godt.

2. Kom mel i én tallerken, sammenpisket æg i en anden og panko i en tredje. Vend først et stykke torsk i mel, derefter i æg og endelig i panko – herefter tilbage i ægget en gang mere og så i panko igen.

3. Steg de panerede fiskestykker i rigeligt olie, hvori smørret er smeltet, til paneringen er sprød og gylden på begge sider – det tager 3-4 minutter på hver side.

4. Lag fiskestykkerne på fedtsugende papir, indtil burgeren skal samles.

Stegte bøgehatte

1 håndfuld bægehatte
1 spsk olie
Lidt salt

1. Varm olien op på en pande, og steg bøeghattene, til de er får farve og bliver lidt sprøde. Tilsæt lidt salt.

Samling af burgeren

Smør fire bløde boller (burgerboller, bricoheboller, mormorboller eller lignende) med kørvelmayo.

Kom syltede grøntsager (lad dem lige dryppe lidt af), den stegte panerede torskefilet, ristede bøgehatte og lidt frisk kørvel ind i bollen.

Nyd burgeren i fulde drag.

Velbekomme!

Torvehallerne har sponseret de 250 kroner til indkøb til denne opskrift. Ud over dette, har de dog ingen indflydelse på teksten, som er helt og aldelses min egen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kategorier