God nordisk frokost og skønne omgivelser på Dragsholm Slot

Frokost hos Lammefjordens Spisehus på Dragsholm Slot - Mikkel Bækgaards Madblog

Lammefjordens Spisehus på Dragsholm Slot serverer habile nordiske retter, hvor der er plads til såvel det lette og forfinede som det mere tunge og kraftige. Det havde jeg fornøjelsen af opleve, da jeg spiste frokost i den jordnære af slottets to restauranter.

Dragsholm Slot er en af de store kulinariske destinationer i Danmark. Bag de 800 år gamle mure huserer – ud over adskillige spøgelser – også køkkenchefen Claus Henriksen, der med en fortid på Noma er en af de store spydspidser i det nynordiske køkken. På slottet i det vestjællandske ved Lammefjorden står Henriksen for et helt særligt terroir-køkken, hvor lokale råvarer og især grøntsager spiller hovedrollen.

Dette kommer især til udtryk i slottets gourmetrestaurant Slotskælderen, hvor Henriksens forfinede grøntsagskøkken for fuld skrue – men også i slottes mere jordnære og billigere restaurant, Lammefjordens Spisehus, kommer Claus Henriksens visioner og særlige take på de lokale råvarer til udtryk.

Og her i sidstnævnte havde jeg for nylig fornøjelsen af at spise frokost, da jeg var taget til Dragsholm for at interviewe Clause Henriksen og inden da havde en halvanden times tid at slå ihjel. Og hvad var her mere oplagt, end rent faktisk at prøve, hvad slottet kan præstere rent gastronomisk, når jeg samtidig var frygtelig sulten efter en hel formiddag på farten? Derfor satte jeg mig til rette bag de tykke mure i spisehuset og nød en skøn frokost.

Lækker indretning bag de tykke mure

Frokost hos Lammefjordens Spisehus på Dragsholm Slot - Mikkel Bækgaards Madblog

Lammefjordens Spisehus har til huse på førstesalen i slottets sydfløj og byder på en række a la carte-retter med Lammefjordens råvarer i fokus. Derudover byder restauranten også på en menu, som køkkenet sammensætter, fx to eller tre retter.

Jeg kastede mig over dagens to-retters frokostmenu til 245 kr (her kunne jeg også have valgt tre retter til 295). Og mens jeg ventede på min mad og sippede af min danskvand (jeg var trods alt på arbejde og i bil, så jeg sprang vinen over), kunne jeg nyde det smukke lokale og den lækre udsigt.

Spisehuset er nemlig et super lækkert lokale. De tykke slotsmure giver en skøn kontrast til den moderne, enkle og meget nordiske indretning, som jeg virkelig godt kan lide, og som bare skriger nordisk kvalitet ud på sin afdæmpede måde.

Frokost hos Lammefjordens Spisehus på Dragsholm Slot - Mikkel Bækgaards Madblog

Samtidig havde min plads ved et vindue en rigtig god udsigt. Dragsholm ligger nemlig på et bakkedrag med udsigt over marker og med havet i baggrunden. Det kunne jeg bestemt ikke klage over.

Frokost hos Lammefjordens Spisehus på Dragsholm Slot - Mikkel Bækgaards Madblog-4.jpg

Hørøget laks og sprøde grøntsager

Smør med peberrod - Frokost hos Lammefjordens Spisehus på Dragsholm Slot - Mikkel Bækgaards Madblog

Inden min forret kom på bordet, serverede de søde tjenere lidt brød bagt på en hel strøm af nordiske kornsorter, som fik selskab af en skål underskøn pisket smør med peberrod. Peberroden gav smørret et lækkert krasbørstigt pift.

Hørøget laks og sprøde grøntsager - Frokost hos Lammefjordens Spisehus på Dragsholm Slot - Mikkel Bækgaards Madblog

Min første ret var i den lette og nynordiske afdeling. Store stykker af meget lækker hørøget laks blev serveret med lidt rygeostcreme (tror jeg det var), dildolie og massevis af sprøde, rå grøntsager i form af agurk, jordskokker og radisser – og det hele blev dækket af skovsyre.

Det var virkelig en god og frisk ret, hvor den fede og bløde laks fik godt modspil af alt det sprøde. En skøn servering, jeg sagtens kunne finde på at kopiere derhjemme.

Klassisk labskovs med det hele

Klassisk labskovs med det hele - Frokost hos Lammefjordens Spisehus på Dragsholm Slot - Mikkel Bækgaards Madblog

Hvor forretten var i den lette og elegante afdeling, var min hovedret i den rustikke og tungere afdeling (men uden det var for meget). Her fik jeg en klassisk labskovs med smørmørt kalvekød (tror jeg det var), kartofler og masser af karse som topping. Og i små skåle ved siden af fik jeg hjemmesyltede rødbeder, store klumper smør og en god sennep.

Her var der virkelig tale om comfort food, men med nok finesse og elegance til at det fungerede i de fine rammer på slottet. Labskovsen smagte forbasket godt, og sammen med den store forret var jeg nu rigtigt godt mæt, og kunne slet ikke spise dessert – hvilket nok var meget godt, for Claus Henriksen serverede en af sine fermenterede desserter senere under interviewet … og det ville jeg være ærgerligt, hvis jeg ikke kunne spise den.

En klar anbefaling

Der skal lyde en klar anbefaling af Lammefjordens Spisehus herfra. Lækre omgivelser og lækker mad til fornuftige priser gør spisehuset et oplagt sted at spise frokost, hvis man besøger slottet eller bare er i det vestsjællandske. For 275 kroner fik jeg danskvand og to retter mættende mad, og det er jeg glad for, at jeg gjorde den dag i stedet for at lægge omkring halvanden hundrede kroner for en slatten burger på en motorvejsmonarch, som denne fredag ellers var alternativet.

Frokost hos Lammefjordens Spisehus på Dragsholm Slot - Mikkel Bækgaards Madblog

Besøget på Dragsholm Slot var på min egen regning.

Dragsholm Slot
Dragsholm Allé
4535 Hørve

Tlf:  59 65 33 00

www.dragsholm-slot.dk

4 kommentarer til God nordisk frokost og skønne omgivelser på Dragsholm Slot

  • damn den labskovs der!

    Lækre billeder i øvrigt – dagslys gør dem godt:)

  • Thomas Hartmann skriver:

    Hej Mikkel,
    Nu kom jeg også forbi din side. Er ihærdig læser af en række madblogs og nyder at samle inspiration på den måde. Du kommer da også godt rundt flere af de steder jeg selv har på min liste, der er gode billeder osv.

    Èn anke har jeg dog, den er også givet til andre madbloggere, hvorfor er det lige at ingen af Jer gider desserten ? Jeg ser det igen og igen i anmeldelser på flere blogs. Mæthed ja, men så levn lidt af de andre retter, hvorfor skal jeg/vi snydes for billedet og beskrivelsen af en smuk dessert bare fordi den slags nu ligger til sidst i et måltid ?

    For mig er desserten ofte et højdepunkt på menuen fordi den virkelig kan vise niveauet på en restaurant. På samme måde som det er let at lave ‘rødt kød og noget sovs til hovedret’ er det let at falde i den fælde det er at lave en kage og lidt is til dessert…

    Jeg mener virkelig det jeg skriver men håber du ser glimtet i øjet. Du er en af ‘mine’ folk i felten, snyd mig ikke for det dessertunivers du kunne formidle til mig :o)

    Mvh.
    /Thomas

  • Mikkel skriver:

    Hej Thomas.

    Jeg elsker dessert. Virkelig meget. Men ofte bliver jeg på restauranter ikke så ofte overvældet af desserterne, som af især forretterne. Men jeg elsker at slutte af med dessert, hvis jeg har plads eller råd til det,

    Men lige her på Dragsholm var jeg der for at spise frokost, mens jeg var på arbejde og skulle bagefter interviewe kokken, så jeg havde ikke så meget tid og ville gerne spare lidt penge også.

    Og heldigvis fik jeg lov til at smage en dessert nede fra gourmetkøkkenet, da den var relevant i forhold til min artikel om fermentering, som jeg var derude for at skrive.

    Vh
    Mikkel

    • Thomas Hartmann skriver:

      Hej Mikkel,

      Jeg forstår omstændighederne. Nu da jeg har prikket til andre bloggere omkring denne kæphest måtte jeg også lige prikke til dig.
      Måske det er en ‘madblog-niche’ jeg bør tage op… anmeldelser med fokus på desserterne derude i restaurantland.

      Fortsat god appetit,
      /Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu