Julefrokost på Restaurant Kronborg – en anbefaling

Julefrokost på Restaurant Kronborg - Mikkel Bækgaards Madblog

Er det bare mig, eller er maden til julefrokoster ofte af yderst tvivlsom karakter, hvor det mest bare handler om enorme mængder mad og lige så store mængder snaps? Ofte virker det til, at vi – selvom vi elsker mad til jul – i juletiden glemmer, at også julefrokosten må være en oplevelse på den gastronomiske front og ikke kun en oplevelse, man husker for kopimaskiner, kæmpe branderter og uheldige bemærkninger til chefen.

Det har de heldigvis ikke glemt på Restaurant Kronborg i Københaven. Her tager de danske køkken alvorligt og serverer en yderst habil julefrokostmenu, som jeg og en flok andre bloggere og journalister den anden dag var inviteret til at prøvesmage. Det var en fornøjelse, skulle jeg hilse at sige, for på Kronborg byder de godt nok ikke på gastronomisk innovation, men på stensikkert håndværk og råvarer af høj kvalitet. 

Jeg anmeldte tidligere på året Kronborgs smørrebrødsplatte til Copenhagen Cooking, hvilket jeg var ganske begejstret for. Så derfor var jeg ikke et sekund i tvivl, da jeg blev spurgt om jeg ville komme forbi og teste deres julefrokost. Ja, tak, sagde jeg straks og havde en super hyggelig aften med virkelig god mad, snaps fra Helsingør og dejlige øl fra Nørrebro Bryghus.

Sild til julefrokost på Restaurant Kronborg - Mikkel Bækgaards Madblog

Julefrokosten på Kronborg er delt i fire hovedafdelinger: Fisk, kød, ost og ris a la mande.

Ind kom derfor først silden, der var hhv. marineret, med karry og stegt. Det var gode sild med masser af bid og ikke al for kraftig eddikesmag. Og især den stegte sild var i særklasse (hvilket jeg dog ikke fik taget et billede af).

Rimmet laks til julefrokost på Restaurant Kronborg - Mikkel Bækgaards Madblog

Efter silden fulgte to slags lags i en røget og en rimmet variant. Her vil jeg særligt fremhæve den rimmede laks (på billedet), der var i top kvalitet og fyldt med æbler og selleri i en dejlig creme. Laksen var mør og med bid, og smagte bare utroligt skønt.

Friskstegte fiskefileter på Restaurant Kronborg - Mikkel Bækgaards Madblog

Julefrokosten bød også på friskstegte fiskefileter med hjemmelavet remoulade, hvilket var et af aftenens absolutte højdepunkter. Er man vant til en overpaneret, friturestegt gummirædsel fra et normalt julefrokostbord, er der milevidt til denne. Her viser køkkenet virkelig, at det ikke altid handler om vilde teknikker og skæve ideer, hvis bare det basale er i orden og lavet med kærlighed og råvarer i top.

Snaps på Restaurant Kronborg - Mikkel Bækgaards MadblogSnaps på Restaurant Kronborg - Mikkel Bækgaards Madblog

Snaps var der også, og også denne var af høj kvalitet. Her har Restaurant Kronborg et samarbejde med Helsingør Spritfabrik, der laver bløde og smagfulde snapse, som er et noget mere behageligt bekendtskab end den røde Aalborg med kraftig kommensmag, som ledsager mange julefrokoster. En ekstra god ting er, at de på Kronborg selvfølgelig har overvejet, hvilke snapse, der passer til hvilke retter.

Her vil jeg især fremhæve en mild julesnaps med vaniljenoter, der – trods sin mildhed – passede perfekt til kødretterne, der fulgte efter fisken.

Andelår til julefrokost på Restaurant Kronborg - Mikkel Bækgaards MadblogMedister til julefrokost på Restaurant Kronborg - Mikkel Bækgaards Madblog

Kødafdelingen bød på varm leverpostej, medister, æbleflæsk, andelår og flæskesteg. Disse kødretter var generelt gode, men stod ikke så tydeligt ud som fiskeretterne. Æbleflæsken var lige en tand for sprød til smag, flæskestegen en anelse for fed og andelårene fandt jeg overflødige. Madmængden var i forvejen stor, og her havde det ikke gjort noget, hvis man pillede en enkelt servering ud, så mætheden var mindre markant.

Men trods disse små kritikpunkter, var også kødretterne på et niveau langt over det meste, man får serveret i den ellers så søde juletid.

Dessertdelen bød på en fin ostetallerken med en god cremet brie og den danske nyklassiker i form af Vesterhavsosten. Herefter fulgte en perfekt ris a la mande, som hverken var for fed eller tung i det. Og her er jeg ellers svær at gøre tilfreds, for den danske juledessert er normalt ikke min yndlingsspise.

Se om du kan få plads, selvom det kan være svært

Den store julefrokost på Restaurant Kronborg står i 379 kroner plus drikkevarer. Det synes jeg er en rigtig fin pris for julemad i topklasse i rigelige mængder. Jeg vil derfor give en klar anbefaling og kunne da også sagtens finde på at komme derind igen og tage et par venner med til en hyggelig julefrokost med fokus på maden for en gangs skyld.

Dog kan det være svært at få bord, for stedets julefrokost er populær. Der er stort set ingen pladser tilbage i weekenderne, men i hverdagene skulle der ifølge ejeren være muligt at få bord.

Læs mere om Restaurant Kronborgs julefrokost og se menuen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu