Kalkunfrikadeller med bacon og saltcitroner serveret med parfumeret perlebyg

IMG_6318.JPG

90’erne er tilbage i nordiske klæder med et strejf af det eksotiske. Sådan kan dagens ret vist bedst beskrives. For det var intet mindre, end 90’ernes store trend, kalkunkød, der var på menuen i det lille hjem her til aften. Det blev til små saftige (ja det kan lade sig gøre) kalkunfrikadeller med baconsmag og et en let parfumeret aroma fra lidt finthakkede saltcitroner, som min søde hustru har lavet for nylig. Og hertil serverede jeg en pilaf-agtig ting af perlebyg, fintrevet blomkål og mere af de fintsnittede saltcitroner.

Jeg havde købt et kalkunbryst med hjem fra Brugsen, og ville egentlig kaste mig ud i en kalkunsteg – sådan noget med laurbærblade, hvidløg og måske lidt fyld til at holde den værste tørhed fra det fedtfattige kød. Men jeg kom i tanke om noget bacon i fryseren, og fik ideen til at lave en fars i min foodprocessor med kalkunbryst og bacon – så fedtet og røgsmagen fra baconen var med til at give kalkunkødet smag og saft.

Og det fungerede rigtigt godt. Den røgede smag fra bacon gik overraskende godt i spænd den let parfurmerede smag af saltcitroner, samtidig med at revet æble og gulerødder bidrog til saftighed og smag til frikadellerne. Og samtidig skulle det vise sig at min pilaf (som overhovedet ikke er en pilaf, men det kalder jeg den af mangel på bedre ord) stod virkelig godt til kalkundellerne.

IMG_6309.JPG

Kalkunmonstret vender tilbage

For mig står kalkunkød som en rigtig 90’er-ting. Jeg kan ikke huske, hvor ufatteligt mange gange, der stod kalkun på menuen i mine teenageår hjemme hos mine forældre, der i den periode var hoppet på slankebølgen, hvor kalkun var i den fedtfattige føretrøje – og jeg kan slet ikke huske hvor urimeligt mange kalkunschnitzler med pasta, jeg spiste, da jeg var flyttet hjemmefra og residerede i min aalborgensiske ungkarlehybel anno 1999.

Kalkunkød har det som bekendt med at kunne blive frygtelig kedeligt og tørt – og i dag er det håbløst umoderne. Men faktisk – må jeg indrømme – kan det blive ret lækkert. Jeg har selv en svaghed for den slags lyse kød i ny og næ, og er man omhyggelig kan man sagtens få både smag og saft frem i kødet.

Og hvem ved: Måske får kalkunen snart en revival i køkkenet – måske i mødet med det nordiske og det eksotiske, som begge var til stede i mit amagerkanske køkken hertil aften.

IMG_6322.JPG

Kalkunfrikadeller med saltcitroner og bacon – til ca. 12 frikadeller

Et halvt kalkunbryst
100 g bacon, gerne i tern
1 løg, finthakket
1 revet gulerod
1 revet æble
1/4 kvart saltcitron skåret i meget fine små stykker (du kan også bruge skallen af en halv citron, hvis du ikke lige har saltcitroner i køkkenet)
1 håndfuld persille, finthakket
1 æg
Evt. lidt mælk
1 dl mel
Salt og peber
Olie til stegning

1. Kom bacon op i en foodprocessor og hak det til smadder. Skær herefter kalkunkødet i grove tern og kom det ligeledes op i foodprocessoren sammen med 1 spk. salt. Giv kalkunkød og bacon samme tur, som baconen lige har fået én gang, og kør det længe nok til, at det begynder at ligne en sej fars.

2. Tilsæt finthakket løg, revet gulerod, revet æble og finthakket persille til farsen.

3. Skyld din saltcitron og fjern selve citronkødet – du skal kun bruge skallen, der er blevet blød og parfumeret og overhovedet ikke bitter efter et par måneder i saltlage. Skær din saltcitron i meget små tern (på få milimeter) og kom dem op i farsen.

4. Tilsæt også æg og mel samt peber og måske lidt mere salt til farsen. Sæt gang i foodprocessoren igen, indtil du har en ret fast fars. Er den for tynd kan du tilsætte lidt mere mel. Er den for tyk, kan du tilsætte en smule mælk.

5. Form frikadellerne med en ske og steg dem i olie i ca. 5 minutter på hver side. Pas på ikke at stege for længe, så de bliver tørre – men de skal naturligvis være gennemstegte.

IMG_6314.JPG

“Pilaf” med perlebyg, saltitroner, fintrevet blomkål og syrlige æbler

2 dl perlebyg
½ løg, finthakket
1/4 saltcitron, finthakket (kan evt. erstattes med revet skal af ½ citron)
1 lille håndfuld blomkål
1 lille håndfuld romanesco (grøn blomkål) – kan erstattes med alm. blomkål
1 spk. sennep
2 spk. æbleeddike (eller anden lys eddike)
Evt. 1 spk sukker, hvis retten mangler lidt sødme
1 syrligt æble
Persille, finthakket
Lidt olie til stegning
God olivenolie til serveringen

1. Kog perlebyggen i ca ½ liter letsaltet vand i omkring 10-15 minutter.

2. Hak løget fint. Riv blomkål og romanesco på et rivejern.

3. Skyld saltcitronen og fjern citronkødet, så kun skallen er tilbage. Hak skallen meget fint.

4. Varm lidt olie op på en pande eller i en gryde og svits løg og finthakkede saltcitroner ved let varme, til løgene begynder at blive gyldne, og der breder sig en sirlig citronduft i køkkenet.

IMG_6310.JPG

5. Tilsæt det revne blomkål og den revne romanesco og steg sammen med løg og citron ved svag varme nogle minutter.

6. Hæld vandet fra det kogte perlebyg og hæld bygkernerne op i panden sammen med grønsagerne. Tilsæt sennep, eddike og evt. lidt sukker og smelt det hele sammen et par minutter. Smag til med salt og peber og evt. lidt mere sennep.

7. Skær æblet i små tern og tilsæt det sammen med persille lige inden servering, så de bare lige når at blive varme og give lidt smag. Hæld også et par spiseskefulde god olivenolie i.

Server “pilafen” sammen med frikadellerne og evt. en god salat.

Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu