Østerssafari i København – del 1, fra Mallorca på Nørrebro til elegance på AOC

Østerssafari

I weekenden var Line og jeg ude at få en skæg og anderledes madoplevelse. Her var vi nemlig på østerssafari rundt i København, hvor vi besøgte fire forskellige restauranter, der hver serverede en østersret og et glas vin.

Her får du første del af beretningen. Anden del kan du læse her.

Vi var hvert sted en halv time, inden cykelturen gik mod den næste restaurant. Det var en interessant oplevelse, der både gav gode østersoplevelser, og som samtidig var en god måde at lære fire meget forskellige restauranter at kende på.

Østersuge med gode sager fra min hjemstavn

Anledningen for dette safari var den årlige østersuge, som markerer indgangen på østerssæsonen. Man spiser nemlig traditionelt set østers om vinteren, hvor sæsonen tager sin begyndelse den 12.oktober, hvor østersfiskeriet bliver frigivet i Limfjorden, og løber frem til ca. 1. maj. Østers skal nemlig fanges i koldt vand for at undgå bakterier og virus i de små kræ – og en ægte østersforgiftning er jo ikke sådan at spøge med.

Fokus for Oyster Trophy Week – som den så internationalt hedder – er de fantastiske danske østers fra Limfjorden. Disse krabater er større og mere kødfulde end de stillehavsøsters, som lever over det meste af verden. Limfjordsøsters betragtes faktisk som de ypperste østers i verden, og sælges på verdensmarkedet for temmelig høje priser – og kan være lidt af en udfordring faktisk at skaffe herhjemme i lille Danmark, idet de bliver eksporteret til den store vide verden.

Og udover, at limfjordsøsters vitterligt er super lækre – hvis man altså er til østers – så er det ekstra sjovt at spise dem, fordi de er fanget lige uden for, hvor jeg er vokset op. Jeg er fra Brovst i Nordjylland, og jeg ved ikke, hvor mange gange i min ungdom, jeg har besøgt Løgstør, som i dag er den danske østers- og muslingehovedstad – hvilket jeg bestemt ikke skænkede en tanke dengang. Og i tilgift er det jo dejligt at se, at Limfjorden kan bidrage med vidunderlige fødevarer, efter den i min barndom i 80’erne nærmest var stendød af forurening.

Friterede østers med vodka på Oyster & Grill

Friterede østers med vodka på Oyster & Grill

Efter en mundtlig østersintroduktion med et glas øl og lidt snacks (som ikke havde noget med det slimede skaldyr at gøre) på et galleri i Bredgade var scenen for første besøg Oyster & Grill på Sjællandsgade på Nørrebro.

Her i Cofoco-imperiet jordnære spanksinspirerede havneknejpe lød serveringen på friterede østers med lidt solgul mayo og lidt tyndskåret bladselleri samt et vodkashot til – meget enkelt og meget rustikt. Østersen var indbagt i en old school batter, som tog det meste af finessen og det delikate fra hovedpersonen. Det var egentlig lidt ærgerligt – især når man bruger disse fine danske limfjordsøsters – at frituresmag overdøver de særlige mineralske toner i østers. På den anden side var det en fin og dekadent tømmermændsret (og det passede mig fint på dette tidspunkt).

Mit indtryk af Oyster & Grill blev ikke synderligt godt på dette besøg. Stedet prøver at lige en havnebodega på Mallorca, men den sløsede og afslappede stil bliver lidt for meget for min smag – især fordi stedet ikke er autentisk, men mimer at være noget, man aldrig rigtig kan være i Danmark.

Gourmetøsters i to serveringer på AOC

Rå østers med agurkegranite på AOC

Fra Nørrebros Mallorca gik turen til den absolutte modsætning: AOC i Dronningens Tværgade. Her ligger den michelstjenebestrøede gourmetrestaurant i kælderen under Moltkes Palæ. Her mødte vi en verden af eksklusivitet og fik hele to vidunderlige østersserveringer.

Først blev vi udstyret med et glas tør fino-sherry og sat til bords ved de fine runde borde under de gamle hvidkalkede hvælvinger. Herefter kom den første anretning på bordet: Klassiske rå østers med en vidunderlig agurkegranité oven på. Frisheden og kulden fra agurkerne klædte sammen med den tørre sherry de store østers virkelig godt, og underbyggede den salte og mineralske østerssmag perfekt.

Pocheret æggeblomme med østerssauce og falske æggeskaller på AOC

Anden servering var et lille mesterværk. Her kom en fin anrettet dyb tallerken på bordet med en række grønne urter, en pocheret æggeblomme samt ‘falske’ æggeskaller lavet på østersvand og laktose. Herefter kom tjeneren ind med en skøn sauce/suppe lavet på fløde og små stykker østers i. Det var en helt igennem dejlig anretning, hvor havsmagen og duften fra østers gik sublimt i spil med æggeblommen og fløden. Eneste anke var de kunstige æggeskaller, der altså havde lidt konsistens og smag af det der mærkelige puds, man får på tænderne, når tandlægen laver en tandrensning. Til denne anretning fik vi et skønt glas californisk chardonnay fra Domaine Eden.

Forventet fik vi et virkelig godt indtryk af AOC. Her vil jeg gerne spare op og spise engang. Jeg er imponeret over, hvor meget de gjorde ud af vores eftermiddagsbesøg, hvor de ‘bare’ skulle servere lidt østers for os. Tak for det.

IMG_9948.jpg

Min smukke kone i næsten lige så smukke omgivelser på AOC

Følg med i morgen

Efter turen hos Michelintemplet AOC gik turen til to franske restauranter: Tire Bouchon i Teglgårdsstræde og l’Alsace i Ny Østergade. Det kan du læse om i anden del.

Læs anden del af beretningen

En kommentar til Østerssafari i København – del 1, fra Mallorca på Nørrebro til elegance på AOC

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu