Pasta med friske rå tomater, bøffelmozzarella og basilikum

Pasta med friske rå tomater, bøffelmozzarella og basilikum

Nogle retter er så simple, at man næsten skulle tro det var løgn. Og denne super enkle pastaret er en af dem – og som tilmed ikke tager længere tid at lave, end det tager at koge pastaen. En god pasta bliver vendt med tomater, basilikum, lidt hvidløg og rosmarin, olivenolie og bøffelmozzarella, og med ét er man i himlen. Varmen fra pastaen får sødmen og styrken frem i de rå tomater, hvidløget og rosmarin, og samtidig får olien og basilikum sine smagsnuancer rigtigt fint frem af den varme pasta.

Jeg har netop været en tur på efterårsferie i Italien, hvor jeg lavede denne klassiker, som jo nærmest er en varm caprese-salat tilsæt pasta. Og er der nogen steder enkelthed og gode råvarer er alfa og omega, er det virkelig i det italienske køkken. De fleste italienske retter er ganske enkle at lave, men for at løfte sig til det ypperlige kræver de, at alle ingredienser er i absolut topklasse – og således også med denne enkle ret.

Derfor er mit eneste råd, hvis du skal lave denne enkle gang pasta: At hver eneste af råvarerne er af den bedste kvalitet, du overhovedet kan finde. Med smagløse tomater, en død olivenolie eller en kedelig ordinær mozzarella bliver denne ret intet værd. Så når noget er så simpelt, så brug kræfter og penge på at få hver en detalje til at være i orden.

Hvillen pasta skal du bruge?

Jeg er ingen ekspert ud i pastatyper, og derfor har jeg ikke noget endegyldigt bud på, hvad du skal bruge for at gøre denne ret helt perfekt (også selvom pastatyper er en hel religion i Italien, og som kan fornærme en ægte mama, hvis man har brugt den forkerte type).

Jeg har selv lavet retten med almindelig spaghetti og med en bred pastatype som fx fettucine – og sågar penne. Skal den sidde lige i skabet vil jeg nok lave min egen lidt brede pasta.

Du kan dog også sagtens bruge en tørret pastatype. Det eneste, du virkelig bør undgå, er de såkaldte friske pastaer, du kan købe i pakker i suppermarkedet. De er virkelig ikke særlig gode. Så brug hellere en god tørret i stedet.

Sådan gør du – til to personer

200 g pasta (lav den evt. selv med 200 g durummel, to æg og en pastamaskine – læs mere her)
4 store søde tomater
1 fed hvidløg
1 tsk hakket frisk rosmarin
1 håndfuld basilikumblade
100 g bøffelmozzarella
Den bedste olivenolie du kan opdrive
Masser af friskværnet peber

1. Kog pastaen i rigeligt saltet vand, til den er al dente. Mens pastaen koger, kan du gøre de andre elementer klar.

2. Skær tomaterne i grove tern. Hak hvidløget fint og skær mozzarellaen i mindre stykker.

3. Når pastaen er kogt, vender du den med tomater, hvidløg og rosmarin.

4. Server tomater, pasta og hvidløg på et par store tallerkener. Kom bøffelmozzarella og basilikumblade oven på, og overhæld det hele med din allerdejligste olivenolie – gerne en med en kraftig og lidt pebret smag. Kværn til sidst godt med peber over.

Server denne dejlige pasta med en frisk og let sødlig hvidvin eller en let frugtig rødvin.

Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu