Penny Lane: Hyggelig café i Aalborg

Penny Lane: Hyggelig café i Aalborg - Mikkel Bækgaards Madblog

I weekenden var jeg en tur i Aalborg, hvor jeg blandt andet besøgte den rigtigt hyggelige café og bager Penny Lane. Her får man i hyggelige, meget hjemlige lokaler vellavet mad fuld af smag og til gode priser. Og så er man samtidig omgivet af gamle genbrugsmøbler, hyggeligt legetøj og små finurlige nipsgenstande.

Penny Lane er nemlig mange ting på en gang. Det er en café, en bager, en genbrugstøjbutik og en legetøjsbutik samlet i ét. Og kombinationen virker – også for mig, selvom det hele bestemt har sådan en lidt nyttet og lettere tøseagtigt feel. Men fint med mig – jeg kan nemt finde min feminine side frem.

Det er sjovt, at caféen har valgt navnet Penny Lane. For – udover at være titlen på en Beatles-sang – var Penny Lane også navnet på en legendarisk gourmet restaurant i Aalborg, som blevet drevet af den afdøde Henrik Rosdahl, som var kongen af kvalitet i den gamle havneby ved fjorden. Om der er en sammenhæng fra den gamle restaurant og til café kan jeg desværre ikke gennemskue – andet end at de her på cafeen serverer høj kvalitet til fine priser.

Penny Lane i Aalborg - Mikkel Bækgaards Madblog

I Penny Lane kan man vælge mellem at spise nede i selve den travle del af forretningen tæt ved bagerdisken, eller man kan sætte sig om i ‘privaten’. Heromme er der hyggelige små sofaer og en dejlig nipset indretning – og så er der endda udsigt til legetøjsbutikken bag ved.

Kyllyngesandwich hos Penny Lane i Aalborg - Mikkel Bækgaards Madblog

Maden på Penny Lane er som sagt glimrende og langt fra det kedelige café-køkken, man ellers nemt kan falde i. Jeg fik en kyllingesandwich, hvor små stykker saftig stegt kylling hyggede sig med estragon, bacon, babyspinat, tomater og lidt pesto. Det var en fin portion, der var afbalanceret i smagen. Især var det lækkert, at kyllingen var fuld af smag og saft, og at det hele fik selskab af lidt syrlige syltede æbler, der gav et dejligt syrligt twist til det hele. Og prisen var rørende: Kun 88 kroner for denne fine sandwich, der mættede selv hos en stor dreng som mig.

Min ven Martin (som i øvrigt driver en suveræn fotoblog) fik sig en gang karrykrydret kyllingesalat, der også var rigtig fin, mens han femårige knægt Jeppe fik fine hjemmebagte boller med en god salami og noget (måske endda hjemmelavet) hindbærmarmelade.

Franske sodavand hos Penny Lane i Aalborg - Mikkel Bækgaards Madblog

Jeg selv fik en skøn brun ale at drikke, mens Martin og Jeppe fik disse fine franske sodavand, som jeg må indrømme, at jeg blev ret misundelig på. Især var grape-sodavanden til venstre ganske formidabel, mens mandarin-vanden til højre bestemt heller ikke var at kimse af.

Kager hos Penny Lane i Aalborg - Mikkel Bækgaards Madblog

Der gemmer sig også en masse kager hos Penny Lane, som man enten kan spise i cafeen eller tage med hjem. Vi tog et par gode, store og fedtede kokosmakroner med os, som var dejlige, men som manglede en god tyk chokoladebund til at løfte dem helt.

Kommer du til Aalborg en dag, vil jeg bestemt anbefale en gang frokost hos Penny Lane på Boulevarden.

Se Penny Lanes hjemmeside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Lignende indlæg
Menu