Pizza med sølvbeder, oliven og gorgonzola

Pizza med sølvbeder, oliven og gorgonzola - Mikkel Bækgaards Madblog

Her til aften lavede jeg en ny pizza, som jeg ikke har prøvet før. Her fik tomatsauce og bøffelmozzarella selskab af sauterede røde sølvbeder, lidt oliven, gorgonzola og lidt tyndskåret frisk grøn chili fra min svigerfars drivhus. Den rødbede- og jordagtige smag fra sølvbederne havde det rigtigt fint sammen med den kraftige smag fra gorgonzola og det let metalliske fra de sorte oliven. Dertil fik det hele et dejligt krydret pift fra de pikante chilier, der også havde en god grøn pebersmag sammen med det stærke. Jeg kom ikke noget kød på, men det kunne være fint med lidt bacon eller lufttørret skinke.

Bunden lavede jeg på min røremaskine af ølandshvede og en smule durum, hvilket gav en rigtig god dej – som dog ikke blev nok sprød under pizzaen, selvom jeg bagte den på en bagesten. Det skyldes nok at jeg ikke fik indstillet min ret håbløse ovn rigtigt. For normalt kan intens varme og en bagesten lave virkelig sprøde pizzaer, der ikke skal have ret lang tid i ovnen.

Læs her, hvordan du laver tomatsaucen og dej – et gammel indlæg om to forskellige pizzaer

Sådan laver du pizza med sølvbeder, oliven og gorgonzola

En portion pizzadej (se opskrift i linket ovenfor)
En portion tomatsauce (se opskrift i linket ovenfor)
1 bundt sølvbeder (gerne dem med røde stængler)
2 spsk. olivenolie
125 g bøffelmozzarella
125 g gorgonzola
10-12 sorte oliven (gerne uden sten)
1 ikke for stærk grøn chili

1. Tænd ovnen på minimum 250 grader og læg gerne en bagesten heri. Lad ovnen blive varm og vennt et kvarters tid mere, så du er sikker på, at bagestenen er hamrende varm.

2. Skyl sølvbeder og hak både stængler og blade groft. Kom dem i en gryde med lidt varm oliveolie og sauter sølvbederne i ca. ti minutter, til stænglerne er møre og bladene ligner spinat.

3. Rul pizzadejen tyndt ud. Tag bagestenen ud af ovnen og læg dejen på stenen. Kom tomatsauce på og fordelt i et tyndt lag.

4. Kom bøffelmozzarella og gorgonzola oven på tomatsaucen, så begge typer ost er godt fordelt

5. Kom de sauterede søvbeder oven på sammen med oliven og tynde skiver frisk chili.

6. Bag pizzaen i 5-8 minutter, til bunden er sprød og osten har fået en smule farve.

Velbekomme!

Sauterede sølvbeder - Mikkel Bækgaards Madblog

Pizza klar til at komme i ovnen - Mikkel Bækgaards Madblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu