Råvarerne betyder alt: Spaghetti med parmaskinke, cherrytomater, basilikum og parmesan

Spaghetti med parmeskinke, tomater og basilikum - Mikkel Bækgaards Madblog-3.jpg

Parmaskinke vendt med varm spaghetti, cherrytomater, basilkumblade, parmesan og olivenolie er simpel mad i verdensklasse – hvis råvarerne ellers er af topkvalitet.

Her den anden dag var jeg til et arrangement med fokus på parmaskinke og parmesanost. To fantastiske ting i sig selv, og endnu mere fantastiske, når de er af den allerbedste kvalitet og kan hygge sig sammen.

Til arrangementet fik jeg fingre i en pakke parmeskinke fra produenten Ruliano, der efter sigende laver verdens bedste parmaskinke. Om skinken vitterligt er verdens bedste er selvfølgelig svært at sige, men den mildt smagende og alligevel meget komplekse og blide skinke er uden tvivl den bedste parmaskinke, jeg nogensinde har smagt. Måske overgået af nogle af de vidunderlige spanske iberico-skinker, men holder vi os til de italienske fra parma bliver det ikke meget bedre end det her.

En sådan skinke skal ikke overdøves af alt for mange andre smage. Bedst er den, når den får lov til at stå alene eller blive serveret sammen med ganske enkle råvarer, der selvfølgelig også skal være af den ypperste kvalitet. Og fordi jeg havde lyst til at spise noget af skinken til aftensmad i dag, serverede jeg den som en del af en af de bedste og mest enkle retter, jeg overhovedet kan komme i tanke om: Nemlig vendt med nykogt spaghetti (af god kvalitet fra De Cecco), rå halverede cherrytomater, basilikumblade, friskhøvlet topklasse parmesan og en skøn olivenolie, som jeg for nyligt købte i Milano. Ikke andet, ingen tilberedning ud over pastaen – bare velsmag og gode råvarer.

Sådan laver du spaghetti med parmaskinke, cherrytomater, basilikum og parmesan

Til to personer

200 g spaghetti
20 søde og godt modne cherrytomater
6 skiver parmaskinke
Parmesan i flager
2-3 spsk olivenolie
Basilikumblade

1. Kog spaghettien i rigeligt vand, der er godt saltet. Sørg endelig for, at spaghettien ikke får for meget – den skal have en del bid, så er den bedst.

2. Halver tomaterne og riv skinken i mindre stykker med fingrene.

3. Vend den kogte spaghetti med tomaterne og skinken og kom i dybe tallerkener. Kom basilikumblade og parmesanflager ovenpå og hæld godt med god olivenolie over. Kværn eventuelt lidt sort peber over til sidst.

4. Server straks og nyd enkeltheden.

Velbekomme!

Spaghetti med parmeskinke, tomater og basilikum - Mikkel Bækgaards Madblog.jpg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *