Salat med sprøde pærer, blåskimmeost og lufttørret skinke

IMG_7364.jpg

Pærer og blåskimmelost er en klassisk kombination, hvor det søde og sprøde fra pæren går hånd i hånd med det bløde og let vamle i blåskimmelosten.

I denne salat matchede jeg dette klassiske møde med lidt skarphed fra rå løg og den salte kødsmag fra en lufttørret skinke. Jeg brugte en serano-skinke, som jeg købte den anden dag i torvehallerne, men andre skinker som parmaskinke og lignende kan også sagtens bruges.

Det er vigtigt, at osten ikke er for cremet. Brug en fast og smuldrende variant.

Jeg ville også have ristet nogle valnødder i lidt valnøddeolie og salt på en pande i et par minutter, men det glemte jeg ganske enkelt – også selvom jeg havde valnødder i skabet.

Det skal du gøre

1 sprød stor pære
1 klump fast og smuldrende blåskimmelost – f.eks. danablue eller roquefort
3-4 skiver god lufttørret skinke
½ salathovede – gerne en med noget bitterhed, fx romainesalat eller lignende
Evt. lidt ristede valnødder – det havde jeg selv glemt
1 løg
½ dl olivenolie
2 spk æbleeddike
1 spk flydende honning
1 tsk stærk sennep
Salt

1. Skær pæren i kvarter og fjern kernehuset. Skær pæren i yderligere små stykker, så de stadig har bid i munden, men heller ikke er for store.

2. Hak løget relativt fint, men sådan at skarpheden og sprødheden stadig er tydelig.

3. Bræk salaten i passende stykker.

4. Skær skinken ud i små tern af ca. ½ cm.

5. Kom olie, eddike, honning, sennep og salt i en shaker og ryst dressingen godt sammen. Smag på den og juster evt. med mere eddike, honning eller sennep.

6. Bland alle ingredienserne og vend dressingen i.

7. Server med groft brød og evt en hvidvin med god sødme. Eller sågar en sauterne eller eiswine, hvis du har for mange penge.

Velbekomme!

3 kommentarer til Salat med sprøde pærer, blåskimmeost og lufttørret skinke

  • Mikael R skriver:

    Tak for opskriften. Den er fantastisk. Har allerede lavet den tre gange. Konen er også vild med den.
    Vi tager en skive ristet rugbrød til og bruger solsikke-/græskarkerner istedet for valnødder.

    VH Mikael

    • Mikkel skriver:

      Hej Mikael

      Fantastisk at du har lavet den flere gange. Det er den slags kommentarer, der gør det værd at blogge.

      Vh
      Mikkel

  • Lene Hygum skriver:

    Har lige brugt denne opskrift til en tøsefrokost. Huskede valnødder ristet i valnødeolie☺️
    Nøj hvor det smagte- med god hvidvin og nybagt grydebrød…mums
    Tak for at du vil dele af dine opskrifter..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu