Sauterede rosenkål med æbleeddike

Sauterede rosenkål med æbleeddike

Rosenkål kan være fantastiske i al sin enkelhed.  En let sautering, lidt eddike og smør får selv en tidligere anti-rosenkåler som min omvendt til disse små skønheder. Så ja, rosenkål behøves ikke skamkoges og ødelægges til den ukendelighed, der ellers skræmte mig væk fra de små kålhoveder i min barndom.

For nylig havde jeg en fredag taget et par gode bøffer op af fryseren. Jeg glædede mig til bøfferne, men var helt tom for inspiration, så jeg spurgte ud i cyberspace efter inspiration. Og her kom min ven Peter til min undsætning, da han foreslog at servere bøfferne med sauterede rosenkål og confitterede svampe.

Og Peter fik ret. Rosenkål behandlet nænsomt og med lidt eddike var et fantastisk tilbehør til kød. Fuld af bid, fuld af smag og fuld af intens umami-uhm.

IMG_0340.jpg

Sådan gør du – til to personer

300 g hele rosenkål – gerne på stok
75 g smør (kan udelades – brug da lidt olie til stegning i stedet)
2 spsk. æblecidereddike
Salt og peber
Evt. en håndfuld revet parmesan

1. Fjern rosenkålene fra stokken, hvis de kommer på en sådan. Fjern forsigtigt der yderste grimme blade på hvert af de små kålhoveder. Det er lidt et pillearbejde, men når du først er i gang, tager det ikke så lang tid. Skær resterne af stokken af hvert kålhoved, og halver dem.

2. Smelt halvdelen af smørret i en gryde eller på en sauterpande (eller varm olien op, hvis du vil spare på smørret). Sauter de halverede rosenkål et par minutter i smørret ved middel varme.

3. Skru op for varmen og hæld æbleeddike ved. Lad eddiken fordampe og tilsæt nu resten af smørret. Lad smørret smelte og fordele sig godt omkring de enkelte rosenkål.

4. Server rosenkålene med stegt kød, en god sauce og eventuelt drysset med lidt reven parmesan.

Velbekomme!

IMG_0338.jpg

IMG_0339.jpg

Se, hvor finde de små rosenkål er, hvis man lige fjerner de yderste blade.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu