Selleri- og persillerodsuppe med topping af selleri, bacon og æbler

Suppe med selleri og persillerødder toppet med bacon, selleri og æbler - Mikkel Bækgaards Madblog-3.jpg

En cremet, blendet suppe af fx selleri, persillerødder og gule beder er en perfekt måde at få brugt rodfrugterne i køleskabet. Og med en topping af selleritern ristet sammen med bacon og tilsat lidt æbler, bliver suppen sjovere at spise.

Rodfrugter har det med at hobe sig op i hjemme i mit køkken. Vi får sådan en kasse fra Aarstiderne, udelukkende med biodynamiske og meget sæsonaktuelle grøntsager fra Kiselgaarden. Her om vinteren betyder det rodfrugter og kål i massevis, som for så vidt er dejligt nok, men især rodfrugterne kan altså godt blive til mange lige pludselig, hvis man ikke anstrenger sig lidt med at få dem brugt.

Men det kan en pureret suppe heldigvis hurtigt ændre på. Og i dette tilfælde blev det i en meget velsmagende og meget nordisk version lavet på selleri, persillerødder, et par kartofler og et par gule beder. Det var faktisk ret skønt – især når toppingen bestod af mere selleri, bacon og lidt æbler, der blev ristet af

Men det fede ved sådan en suppe er, at den kan varieres i det uendelige, alt efter hvad der lige gemmer sig i køleskabet. Så har du andre rodfrugter liggende, så brug dem i stedet.

Opskrift på pureret suppe med selleri, persillerod og gule beder

Til 3-4 portioner

Suppen

1/2 knoldselleri
3 store persillerødder
4-5 små kartofler – eller 2 store
2 gule beder
1 løg
4 fed hvidløg
2 bouillonterninger – fx grøntsags eller hønsebouillon
1 spsk. æbleeddike
Salt og peber

1. Skræl selleri, beder, persillerødder og kartofler og skær dem i grove tern. Hak løget groft , skræl hvidløgsfedene og kom det hele i en gryde. Dæk med vand og kom bouillonterninger ved.

2. Kog grøntagerne op og lad dem koge ved svag varme, til de er møre. Det tager et kvarters tid.

3. Blend suppen, til den er silkeblød, og smag til med salt, peber og eddike.

Topping

1/4 knoldselleri
100 g god bacon
1 tsk olie
1 æble

1. Fjern skrællen på sellerien og skær sellerien i fine små tern. Skær også æbler og bacon i små tern.

2. Varm olien op på en pande og rist baconen, til den får farve og smider en del fedtstof. Kom selleritern ved og rist dem sammen med bacon i fem minutter, til sellerien er mør, men stadig har bid.

3. Kom æbleternene ved og rist et minuts tid.

4. Server suppen rygende varm, toppet med toppingen, måske lidt hakket timian (som jeg ikke havde i dag) og lidt groft brød

Velbekomme!

Suppe med selleri og persillerødder toppet med bacon, selleri og æbler - Mikkel Bækgaards Madblog-2.jpg

10 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *