parmesan

Pasta med pak choy, peberfrugt og bacon

Pasta med pak choy, peberfrugt og bacon

Denne supernemme pastaret er både smækfyldt med smag og med gode grøntsager. Pak choy er sådan en asiatisk variant af sølvbeder eller kål, men retten kan også sagtens laves med spinat eller netop sølvbeder.

Jeg har arbejdet hjemme i dag, og til frokost lavede jeg denne dine lille pastasag. Konceptet er enkelt: Steg grofthakket pak choy sammen med bacon og rød peberfrugt og creme det hele af med lidt fløde til sidst – og så vend det hele sammen med friskkogt pasta og friskhøvlet ost.

Så nemt er det sådan set.

Læs resten

Bruscetta med rosenkål, balsamico og parmesan

Bruscetta med rosenkål, balsamico og parmesan - Mikkel Bækgaards Madblog

Denne super enkle bruscetta, hvor rosenkål er stegt hurtigt på pande og vendt med balsamico og parmesan, er en ny yndlingsret i mit køkken. Den sød-bitre smag fra rosenkålen går perfekt sammen med sur-sødmen fra balsamico-eddike og umamien fra osten.

Bruscettaen er god både som frokostret, forret eller som en lækker eftermiddagssnack. Læs resten

Tomatsauce med hjemmelavet pasta, bøffelmozzerella og basilikum

IMG_4961.JPG

I går havde vi Lines fætter og hans kæreste på besøg. To madglade mennesker, og hvad er så mere oplagt at servere end en af mine yndlingsretter – og som samtidig er en af de mest simple jeg kender: Tomatsauce med hjemmelavet pasta, bøffelmozzerella og basilikumblade. Lavet med de helt rigtige råvarer bliver det næsten ikke bedre i al sin enkelhed. Og her er det virkelig et eksempel på, hvor dejlig italiensk mad kan være – og hvor afhængig så simple retter er af, at hver eneste råvare er helt i top.

Tomatsaucen skal laves af San Marzano-tomater (enten friske, som efterhånden fås i mange supermarkeder) eller fra dåse, som jeg kun kan finde i det italienske supermarked Supermarco i Københavns Sydhavn – og der skal ansjoser i, som giver en let saltet smag, som ikke kan fås fra andre råvarer. Mozzerellaen skal være lavet af bøffelmælk, og pastaen skal gerne være hjemmelavet af gode æg og en god mel. Men er råvarerne i orden kan det næsten ikke gå galt. Så kommer fuglene til at synge, det lover jeg.

IMG_4778.JPG

Hjemmelavet pasta – til fire personer

350-400 g durum- eller tipo-00-mel
4 friske æg

1. Held melet op i en skål, men lad lidt blive tilbage, som du senere kan supplere med, hvis dejen bliver for våd. Lav en lille hulning i melet, hvor du slår æggene ud i.

2. Ælt dejen godt, så den hænger godt sammen. Tilsæt evt. lidt mere mel, men pas på, dejen ikke bliver for tør.

3. Lad dejen hvile i køleskabet i en halv times tid.

4. Del dejen i fire klumper, som du hver presser lidt flad med hånden.

5. Kør hver dejklump igennem alle niveauerne på en pastamaskine. Først på tykkeste niveau, så tyndere og tyndere. Så får du efterhånden nogle lange pastaplader.

6. Drys pastalpladerne med mel, og fold pladerne sammen en masse gange.

7. Skær skiver af de lagdelte pastaplader, så du får nogle lange pasta’er.

8. Kog pastaen i rigeligt, saltet vand i 1-2 minutter.

IMG_4776.JPG

Tomatsauce – til fire personer

2 dåser san marzano-tomater – eller 800 g. friske san marzano-tomater (kan bl.a. ofte fås i Irma)
2 fed hvidløg
2-3 ansjosfileter
2 dl hvidvin
2 spk. sukker
Salt og peber
Olivenolie

1. Hak hvidløget groft og steg det sammen med ansjoser et øjeblik i olie, indtil ansjoserne næsten er oplæste i olien.

2. Tilsæt tomaterne (hak dem hvis de er friske) sammen med hvidvin, sukker og lidt salt.

3. Lad tomatsaucen koge op, og lad den koge ind, indtil den er reduceret til halvdelen.

4. Tag tomatsaucen af varmen og blend den enten i en glasblender eller direkte i gryden med stavblender – jeg foretrækker glasblenderen.

5. Smag tomatsaucen til med salt, peber og evt. lidt mere sukker, så balancen mellem syre og sødme er perfekt. Du kan også tilsætte en smule vineddike, hvis den skal være lidt mere syrlig.

Servering og finish

Frisk pasta (se ovenfor)
Tomatsauce (se ovenfor)
2 håndfulde god parmesan – revet
300 g frisk bøffelmozzerella
Friske basilikumblade
God olivenolie
Friskkværnet peber

1. Kog pastaen og hæld vandet fra.

Hæld den kogte pasta tilbage i gryden. Kom parmesanosten ved og vend den godt rundt i pastaen, så osten smelter og lægger sig rundt om pastaen. Sørg for, at osten ikke bare ender nederst i gryden.

3. Hæld den blendede tomatsauce over pastaen og vend godt rundt.

4. Fordel pasta med tomatsauce på fire tallerkener.

5. Læg klumper af den friske bøffelmozzerella over pastaen sammen med basilikumblade.

6. Hæld en sjat god olivenolie over hver tallerkenen og slut af med rundhåndede mængder af friskkværnet sort peber.

7. Server sammen med en frugtig hvidvin eller en ikke for kraftig rødvin.

Velbekomme!

IMG_4774.JPG

IMG_4902.JPG

IMG_4904.JPG

 

Regnbueørred og bygkorn med pærer, spinat og ristede valnødder

Regnbueørreden i sit rette element - på en tallerken

Line skrev i dag og spurgte, om jeg ikke købte noget lækkert fisk med hjem, som jeg – helt underforstået – skulle lave til hende. Jeg svarede tilbage, at det ville jeg ikke, for jeg havde allerede fået fisk på arbejde. På vej hjem var jeg derfor besluttet på at tage i supermarkedet og bare købe et eller andet kedeligt kød med hjem, for jeg var egentlig ikke i humør til den store gang madlavning.

Alligevel endte jeg dog med fisk, for på Christianshavns Torv holdt fiskemanden, der kommer forbi hver onsdag – og så kunne jeg da lige se, hvad han havde. Og der lå så to dejlige hele regnbueørreder og bad mig om at tage dem med hjem. Det gjorde jeg så, selvom jeg stadig ikke rigtigt orkede det der med mad. Vi havde ikke meget tilbage i køleskabet, men alligevel sprang jeg supermarkedet over – det ville nok løse sig, tænkte jeg.

Og det løste sig, heldigvis, for hjemme i køleren fandt jeg en hel pose frisk spinat, og i vindueskarmen lå nogle lidt overmodne pærer. Og så var det jeg kom i tanke om de jomfrubyggryn, jeg har stående og så røg tankerne hen mod en nordisk ‘risotto’ med pærer, spinat, byggryn og ristede valnødder. Og pludselig var jeg i lave-mad-hopla …

Og resultatet var- hvis jeg selv skal sige det – ganske fremragende, for den friske spinat, pærererne og de ristede valnødder, skulle vise sig at klæde den fede forel virkelig godt.

Regnbueørred – eller forel, som den også hedder – er en dejlig fed ferskvandsfisk, der er god at stege hel. Den har et ret fin smag trods sin fedme, og den er vanvittig god til grillen om sommeren. I denne udgave er den dog stoppet og med små stykker pære og valnødder og stegt hel på panden – men om sommeren kunne den nemt begå sig over rødglødende kul.

Stegte, fyldte regnbueørreder

Til to personer:

2 hele regnbueørreder (foreller)
½ pære
En lille håndfuld grofthakkede valnødder
Salt og peber
Olie til stegning

1. Skyl fiskene, og tør dem godt af med køkkenrulle eller et viskestykke.

2. Skær pæren i grove stykker, og put pære og grofthakkede valnødder ind i bugen på fiskene.

3.Gnid fiskene med groft salt og peber på skindet.

4. Steg fiskene ved høj varme i olien i ca. 5 minutter på hver side, til skindet er sprødt og kødet gennemstegt (men stadig med masser af saft).

Bygkorn med pærer, spinat og ristede valnødder

Pærerne skal i til allersidst sammen med parmesan

Til to personer:

2 dl. jomfrybyg – eller perlebyg, perlespelt eller lignende
½ l vand
1 spk. olie
1 fed hvidløg, finthakket
1 dl hvidvin
2 dl bouillon (hønse- eller grøntsags-)
Et par kviste frisk timian
1 pose frisk spinat
1 spk. hytteost (kan udelades)
1½ pære
En god håndfuld valnødder
Valnøddeolie (eller anden lys olie uden for megen smag)
Friskhøvlet parmesan

1. Kog jomfrubyggen i vandet i ca. 20 minutter, og lad korene stå lidt og trække i vandet efterfølgende.

2. Skyl spinatbladene grundigt flere gange, så al jord og skidt er væk. Slyng bladene godt i en salatslynge og fjern de grove stængler. Hak spinaten groft.

Rist valnødderne i lidt olie sammen med salt indtil nødderne tager lidt farve

3. Varm valnøddeolien op på en pande eller i en kasserolle og rist valnødder sammen med en tsk. salt i nogle minutter, indtil nødderne har fået lidt farve.

4. Hak hvidløget fint, og svits det kortvarigt i olie, før du tilsætter de kogte bygkorn og rister den let i olien. Du kan også svitse et finthakket skalotteløg sammen med hvidløget, hvis du har det.

5. Tilsæt hvidvinen, og lad den koge helt væk, før du tilsætter timiankviste og lidt bouillon ad gangen. Herefter lader du bouillonen koge helt væk, inden du tilsætter mere.

Spinaten falder hurtigt sammen pga. varmen

6.  Når al væsken er suget op eller fordampet tilsætter du spinaten til kornene. Efter et kort øjeblik er spinaten faldet sammen og begynder at afgive smag.

7. Tilsæt hytteost, og lad den smelte og blive opløst.

8. Tilsæt den grofthakkede pære sammen med friskhøvlet parmesan et par minutter inden servering, så osten når at smelte og pærerne bliver en smule bløde.

9. Server fisken sammen med pære-spinat-bygkornene toppet med de ristede valnødder, store flager parmesan og lidt dråber valnøddeolie.

Den fede regnbueørred går virkelig godt sammen med sødmen fra pærerne og det sprøde fra valnødderne

 

Kategorier