spinat

Braiseret svinebryst med belugalinser, lakrids og rødbedesalat

Svinebryst med belugalinser, lakrids og og rødbedesalat

I denne skønne simreret bliver svinebryst, linser og grøntsager braiseret sammen i én gryde, indtil det hele smager godt. Så bliver det næsten ikke nemmere. Og med en grov rødbedesalat til med honning og peberrod til er der lagt op til et fyrsteligt måltid.

Hvad er bedre end en ret, hvor det hele bliver lavet i én gryde? Ikke meget. I den her ret bliver stykker af svinebryst braiseret oven på belugalinser, grøn peber, spinat, ramsløg og hvad du ellers kan finde på at komme i. Det hele får smag fra øl, æblemost og en smule karry og laktidspulver, der løfter retten det sidste stykke. Det er altså god mad i de kolde måneder og super til gæster, fordi det hele bare passer sig selv. Læs resten

Nordisk sandwich med ristet rugbrød, kyllingebryst og creme af blomkål, spinat og nødder

Det sprøde ristede rugbrød og den let kradse sandwichcreme med blomkål, spinat og sennep går rigtigt godt i spænd med kyllingebrystet.

Det moderne nordiske køkken vinder indpas alle steder for tiden. Fra verdensmestrene på Noma og Geranium til de mindre restauranter og helt ud i de helt almindelige små hjem. Og således også til mit lille køkken, hvor jeg den anden dag konstruerede nogle skønne sandwich med stor inspiration fra denne bølge og med udelukkende nordiske råvarer (lige med undtagelse af en smule citronsaft).

Jeg havde egentlig tænkt mig at stege mit kyllingebryst og servere en puré af blomkål og spinat sammen med en salat af gulerødder rå løg. Men mine gulerødder var blevet dårlige, og så blev det for kedeligt bare med kylling og puré. I stedet så jeg mig om i køkkenet og fik øje på mit halvtørre rugbrød – og pludselig fik jeg ideen til at lave en sandwich med ristede rugbrødsskiver og med en videreudvikling af den puré, jeg ville have lavet, som sandwichcreme i stedet.

Resultatet blev virkelig lækkert, og især cremen var skøn. Jeg ristede først nogle nødder, som blev groft hakket i foodprocessoren, inden der kogte blomkål kom i sammen med dampet babyspinat. Smagt til med sennep og citronsaft (hov, her brød jeg vist det nordiske dogme) blev det en interessant sandwichcreme med et sært stærkt sennepstwist.

IMG_3353.jpg

De ristede nødder giver en dejlig knasende tekstur til sandwichcremen, som også bliver lidt krads af senneppen.

Creme af blomkål, spinat og nødder

En håndfuld hasselnødder
Evt. lidt nøddeolie
½ blomkål
2-3 små kartofler
Spinat eller babyspinat – skyllet og renset godt
Koldpresset rapsolie
1 spk. smør
1 spk. grov sennep sennep
1 tsk. citronsaft
Salt og peber

1. Rist nødderne i lidt olie et par minutter, indtil de tager lidt farve (du kan også riste dem i ovnen).

2. Kom de ristede nødder op i en foodprocessor og hak dem groft.

3. Kog blomkålsbuketter og kartoflerne (skåret i mindre stykker) indtil de er møre.

4. Tilsat spinat til gryden med blokål og kartofler og lad spinaten falde sammen af varmen.

5. Kom spinat, blomkål og kartofler op til nødderne i foodprocessoren – evt. med en lille smule af kogevandet. Purer det hele til en grov pure med små nøddestykker i.

6. Tilsæt smør og olie, og kør lidt mere på foodprocessoren, så det hele bliver blandet og smørret smelter.

7. Smag pureen til med sennep, salt, peber og citronsaft. Den skal være lidt krads af sennep og let syrlig fra citronen  – men endelig ikke for meget.

IMG_3361.jpg

Det sprøde ristede rugbrød og den let kradse sandwichcreme med blomkål, spinat og sennep går rigtigt godt i spænd med kyllingebrystet.

Sandwich til to personer

4 skiver rugbrød
Olie til ristning af brødet
2 kyllingebrystfileter
2-3 buketter blomkål
1 rødløg (et syltet løg kunne også være meget lækkert)
2 håndfulde babyspinatblade (eller anden salat)
Koldpresset rapsolie

1. Varm olie op på en pande, og ristrugbrødsskiverne ved middel varme, indtil de er sprøde og har suget lidt olie. Gerne så de stadig er lidt svampede i midten.

2. Steg kyllingebrysterne på en pande, indtil de er gennemstegte – men uden de bliver alt for tørre.

3. Smør en skive ristet rugbrød med en god klat af sandwichcremen (se ovenfor)

4. Læg et kyllingebryst oven på. Du kan også skære det i skiver, hvis du synes.

IMG_3355.jpg

Skær blomkålsbuketterne i tynde skiver.

5. Skær blomkålsbuketterne og rødløget i tynde skiver og læg dem oven på kyllingebrystet sammen med et par spinatblade.

6. Dryp sandwichen med ca. en teskefuld koldpresset rapsolie (du kan også bruge olivenolie, hvis du vil være mindre nordisk-dogmatisk og ikke lige har rapsolie ved hånden).

7. Læg en skive ristet rugbrød oven på sandwichen som låg og server med lidt spinatblade ved siden af – og evt. lidt mere af sandwichcremen.

Velbekomme

Regnbueørred og bygkorn med pærer, spinat og ristede valnødder

Regnbueørreden i sit rette element - på en tallerken

Line skrev i dag og spurgte, om jeg ikke købte noget lækkert fisk med hjem, som jeg – helt underforstået – skulle lave til hende. Jeg svarede tilbage, at det ville jeg ikke, for jeg havde allerede fået fisk på arbejde. På vej hjem var jeg derfor besluttet på at tage i supermarkedet og bare købe et eller andet kedeligt kød med hjem, for jeg var egentlig ikke i humør til den store gang madlavning.

Alligevel endte jeg dog med fisk, for på Christianshavns Torv holdt fiskemanden, der kommer forbi hver onsdag – og så kunne jeg da lige se, hvad han havde. Og der lå så to dejlige hele regnbueørreder og bad mig om at tage dem med hjem. Det gjorde jeg så, selvom jeg stadig ikke rigtigt orkede det der med mad. Vi havde ikke meget tilbage i køleskabet, men alligevel sprang jeg supermarkedet over – det ville nok løse sig, tænkte jeg.

Og det løste sig, heldigvis, for hjemme i køleren fandt jeg en hel pose frisk spinat, og i vindueskarmen lå nogle lidt overmodne pærer. Og så var det jeg kom i tanke om de jomfrubyggryn, jeg har stående og så røg tankerne hen mod en nordisk ‘risotto’ med pærer, spinat, byggryn og ristede valnødder. Og pludselig var jeg i lave-mad-hopla …

Og resultatet var- hvis jeg selv skal sige det – ganske fremragende, for den friske spinat, pærererne og de ristede valnødder, skulle vise sig at klæde den fede forel virkelig godt.

Regnbueørred – eller forel, som den også hedder – er en dejlig fed ferskvandsfisk, der er god at stege hel. Den har et ret fin smag trods sin fedme, og den er vanvittig god til grillen om sommeren. I denne udgave er den dog stoppet og med små stykker pære og valnødder og stegt hel på panden – men om sommeren kunne den nemt begå sig over rødglødende kul.

Stegte, fyldte regnbueørreder

Til to personer:

2 hele regnbueørreder (foreller)
½ pære
En lille håndfuld grofthakkede valnødder
Salt og peber
Olie til stegning

1. Skyl fiskene, og tør dem godt af med køkkenrulle eller et viskestykke.

2. Skær pæren i grove stykker, og put pære og grofthakkede valnødder ind i bugen på fiskene.

3.Gnid fiskene med groft salt og peber på skindet.

4. Steg fiskene ved høj varme i olien i ca. 5 minutter på hver side, til skindet er sprødt og kødet gennemstegt (men stadig med masser af saft).

Bygkorn med pærer, spinat og ristede valnødder

Pærerne skal i til allersidst sammen med parmesan

Til to personer:

2 dl. jomfrybyg – eller perlebyg, perlespelt eller lignende
½ l vand
1 spk. olie
1 fed hvidløg, finthakket
1 dl hvidvin
2 dl bouillon (hønse- eller grøntsags-)
Et par kviste frisk timian
1 pose frisk spinat
1 spk. hytteost (kan udelades)
1½ pære
En god håndfuld valnødder
Valnøddeolie (eller anden lys olie uden for megen smag)
Friskhøvlet parmesan

1. Kog jomfrubyggen i vandet i ca. 20 minutter, og lad korene stå lidt og trække i vandet efterfølgende.

2. Skyl spinatbladene grundigt flere gange, så al jord og skidt er væk. Slyng bladene godt i en salatslynge og fjern de grove stængler. Hak spinaten groft.

Rist valnødderne i lidt olie sammen med salt indtil nødderne tager lidt farve

3. Varm valnøddeolien op på en pande eller i en kasserolle og rist valnødder sammen med en tsk. salt i nogle minutter, indtil nødderne har fået lidt farve.

4. Hak hvidløget fint, og svits det kortvarigt i olie, før du tilsætter de kogte bygkorn og rister den let i olien. Du kan også svitse et finthakket skalotteløg sammen med hvidløget, hvis du har det.

5. Tilsæt hvidvinen, og lad den koge helt væk, før du tilsætter timiankviste og lidt bouillon ad gangen. Herefter lader du bouillonen koge helt væk, inden du tilsætter mere.

Spinaten falder hurtigt sammen pga. varmen

6.  Når al væsken er suget op eller fordampet tilsætter du spinaten til kornene. Efter et kort øjeblik er spinaten faldet sammen og begynder at afgive smag.

7. Tilsæt hytteost, og lad den smelte og blive opløst.

8. Tilsæt den grofthakkede pære sammen med friskhøvlet parmesan et par minutter inden servering, så osten når at smelte og pærerne bliver en smule bløde.

9. Server fisken sammen med pære-spinat-bygkornene toppet med de ristede valnødder, store flager parmesan og lidt dråber valnøddeolie.

Den fede regnbueørred går virkelig godt sammen med sødmen fra pærerne og det sprøde fra valnødderne

 

Kategorier