Græskarsuppe med æbler, fennikelfrø, mandler og bacon

Græskarsuppe med æbler, fennikelfrø og mandler - Mikkel Bækgaards Madblog

Fennikelfrø med deres særlige anissmag og søde bagte græskar står vildt godt sammen. Det opdagede jeg for nylig, da jeg toppede nogle græskar i ovnen med netop fennikelfrø. Derfor var det oplagt at prøve denne kombination i en suppe, som jeg lavede her den anden dag. Her fik en cremet suppe på bagte hokaido et twist af anis fra fennikel og syre fra æbler, der blev bagt med.  Det hele blev toppet med en super lækker topping bestående af store lækre bacontern, mandler, som var ristet i baconfedtet og lidt let tilberedte æbler – og så selvfølgelig lidt ekstra ristede fennikelfrø til at give ekstra anissmag til suppen.

Normalt vil man koge græskar, når man laver suppe. Men ved at bage dem i stedet for du en mere dyb smag, som gavner suppen. Samtidig giver bagningen muligheden for at bage andre ting med som fx fennikel og hvidløg, hvis ristede toner gør suppen godt.

Græskar og æbler på vej en tur i ovnen  - Mikkel Bækgaards Madblog

Græskar, hvidløg, æbler og timian inden en tur i ovnen.

Græskar og æbler på vej en tur i ovnen  - Mikkel Bækgaards Madblog

Og her efter en tur i ovnen.

Sådan laver du selve suppen

Til 4 personer

1 hokaido-græskar – eller butternut eller lignende
4-5 kartofler
4 fed hvidløg
1 stort løg, eller 2 mindre
1 spsk. fennikelfrø
2 æbler
1 liter vand eller bouillon
Salt og peber
2 spsk olivenolie

1. Tænd ovnen på 180 grader. Halver græskaret og fjern kernerne. Skær det i mindre stykker og læg det på en bageplade – behold bare skrællen på. Skræl hvidløgsfedene og kom dem på bagepladen. Skær æblerne i både, fjern kernehuset og kom dem ligedes på bagepladen. Drys med fennikelfrø, salt og hæld olivenolie over. Bag det hele en halv times tid.

2. Skær kartoflerne i små tern og hak løget groft. Varm olie op i en stor gryde og sauter løg og karfofler et par minutter. Tilsæt vand eller bouillon og kog, til kartoflerne er møre.

3. Tag græskar, æbler, hvidløg og fennikelfrø ud af ovnen og hæld det hele op i gryden til kartoflerne.

4. Kom det hele i en blender og blend, til suppen er helt glat. Kom suppen tilbage i gryden og smag til med salt og peber.

Sådan laver du den lækre topping

Ingredienser til topping til græskarsuppe med æbler, fennikelfrø og mandler - Mikkel Bækgaards Madblog

4 tykke skiver god bacon (fx fra Aalbæk)
1 håndfuld mandler
2 æbler
2-3 spsk. fennikelfrø.

1. Rist fennikelfrø på en tør pande, til de dufter ristede. Tag dem af panden og lad dem køle af.

2. Skær bacon i store tern. Skær æblerne i store tern og hak mandlerne groft. Rist bacon på panden, indtil den er næsten sprød. Tilsæt mandlerne og rist lidt med, inden du tilsætter æbleternene. Lad æblerne stege med et par minutter, så de bliver en smule bløde og søde, men stadig har lidt bid.

3. Server suppen rygende varm, toppet med bacon-æble-mandel-toppingen og ristede fennikelfrø.

Græskarsuppe med æbler, fennikelfrø, mandler og bacon - Mikkel Bækgaards Madblog

Vintip

Jeg drak en super dejlig Mosel Riesling til denne suppe. Vinen havde en god sødme og en skarp syre, der klædte suppen virkelig godt. Prøv fx med en Riesling Kabinett eller lignende.

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *