Nytårsmenuen 2012

Mikkel Bækgaard med en skøn cocktail nytåraften 2012

Så er det atter blevet et nyt år. Det blev traditionen tro fejret med dejlig mad og vin – for hos mig er en god nytårsaften ikke kun en mulighed for at feste og drikke og sige farvel til det gamle år. Det er også en mulighed for at lave virkelig god mad.

Årets nytårsaften holdt jeg sammen med to vennepar og vores små børn. Mine ambitioner med maden var ikke så høje, som de nogen gange har været, da børn, travlhed og almindeligt overskud ikke var så højt i år – men det blev dog til fire retter virkelig god mad, hvor jeg stod for tre af retterne.

cremet majsuppe med løvstikke og smørstegte hummerstykker

Første forret var en cremet majsuppe med løvstikke og smørstegte hummerstykker. Dette er en virkelig god suppe, hvor sødmen fra majsen og den selleriagtige smag fra løvstikken går op i en højere enhed. Jeg har lavet denne suppe et utal af gange, for den er et sikkert hit, der samtidig er rigtig nem at lave.

Egentlig skal der i følge opskriften (som stammer fra Brdr. Kochs gode slankekogebog Sunde Tanker) jomfruhummerhaler til, men Irma i Illum havde en hel leveende canadisk hummer til 125 kroner den anden dag – og når sådan et tilbud møder én, så er det bare om at slå til.

Stegte kejserhatte med rødbede, rå enokisvampe og jorskokkepuré

Anden forret var min helt egen kreation, som jeg skrev om her på bloggen den anden dag.

En af gæsterne er veganer, og jeg tænkte, at jeg gerne vil lave en ret, hun kunne spise. Derfor udviklede jeg denne forret med skiver af rødbede med en jordskokpuré oven på, som blev toppet med ristede kejserhatte, rå enokisvampte, ristede hasselnødder, æbler og brunet smør.

Læs opskriften her

Bønne- mandelkompot med kalveculotte, ingefærvinegraite og papaya

Hovedretten var endnu en klassiker i mit køkken og taget fra endnu en  kogebog af Brdr. Koch (I Køkkenet med Brødrene Koch – som er en af mine absolutte yndlingskogebøger). Her møder klassiske danske smage asien i en fuldstændig fantastisk kombination, der sidder lige i skabet, hvor aparte kombinationer end kan synes på papiret.

Ideen er, at man tager kogte grønne bønner og kører i en foodprocessor med masser af smør og hvidløg, til man får en skøn, grov kompot. Ovenpå denne kompot serverer man så den dejligste kalvculotte, man kan opstøve, og det hele overhældes med en sauce af blandt andet soja, appelsin, koriander og ingefær. Retten toppes med papayskiver vendt i sød chilisauce.

Det er sådan en ret, som helt tydeligt er udtænkt af virkelig dygtige kokke. Her mødes det sprøde med det søde og det syrlige og med vildt intens umamismag fra den ellers helt og aldeles kødfrie sauce.

Hvid chokolademousse med lakridsganache

Desserten stod jeg ikke selv for – men det gjord den bestemt ikke ringere. Min ven Lars’ kone havde lavet en virkelig skøn hvid chokolademousse, som blev serveret oven på en lakridsganache. Moussen blev toppet med hakkede mandler og salt lakridssirup.

Det var en virkelig dejlig dessert, Christina havde lavet, og jeg tror bestemt ikke sidste gang, at den optræder i mit køkken.

En kommentar til Nytårsmenuen 2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu