Disse muffins med bananer, peanuts og peanutbutter er dejligt nemme at lave en dag, hvor du skal hygge eller have gæster til kaffe. Og har du noget chokolade at komme i og lidt karamel til smøre oven på har du næsten en omgang Snickers-muffins.
Vi var kagesultne herhjemme her til eftermiddag. Og er man kagesulten, er muffins dejligt nemme at lave.
Jeg fik hjælp i køkkenet af Agnes, der er fire år og en super køkkenhjælper. Egentlig ville vi lave banan-muffins med chokolade, men Agnes gad ikke gå med mig over at købe chokolade og andre småting, så vi gik i stedet på opdagelse i køkkenskabene. Og her opdagede vi, at vi havde peanutbutter og peanuts, og så kom de i kagerne i stedet for chokoladen.
Resultatet blev dejligt vellykket, og de færdigbagte muffins smurte vi med en karamelcreme med havsalt, som min seje niece havde lavet til os i julegave – og havde vi bare haft førnævnte chokolade i vores muffins også, tror jeg, vi havde ramt noget, der minder om en snickers i kageformat.
Sådan bager du peanutmuffins med bananer
5 dl mel
1 knivspids salt
1 tsk natron
2 tsk bagepulver
2 1/2 dl cremefraiche, yoghurt eller andre surmæksprodukter
1,5 dl olie (smagsneutral eller jordnøddeolie)
2 1/2 dl sukker
1 æg
4 bananer
3 spsk peanutbutter
1 håndfuld saltede peanuts
Evt. 100 gram hakket, mørk chokolade
1. Bland mel, salt, bagepulver, natron og peanutss godt i en skål. Bland også chokolade i, hvis du har det.
2. Bland cremefraiche (eller yoghurt), olie, sukker, æg og peanutbutter i en anden skål. Mos bananerne og kom dem i.
3. Bland det hele sammen fra de to skåle.
4. Smør en muffin-bageform godt med smør (eller brug små papirs-muffin-forme) og fordel dejen – her er til 12 muffins.
5. Bag dine muffins ca. 20 minutter ved 200 grader.
6. Lad de færdigbagte muffins køle godt af, inden du tager dem ud af formene – det kan gøres med et lille drej. Smør dem evt. med en karamelcreme eller karamelglasur (se opskriften på karamelglasur her).
Velbekomme!
De kager ville i den grad vække lykke hos både mand og børn herhjemme, hvor peanutbutter går under betegnelsen “det-der-mig-og-far-godt-kan-lide.”
Mums det lyder som den bedste kombination!
Det kan da kun smage godt 😉
– Anna