Madbloggerudfordringen: Syrebagt torsk med porre-fennikel-stuvning og grillet grønkål

Syrebagt torsk med fennike-porre-stuvning og gillet grønkål - Mikkel Bækgaards Madblog

I torsdags kom postbudet til mig med en dejlig pakke. Det var 600 gram frisk torsk af høj kvalitet fra de rare mennesker hos Skagenfood, der leverer fisk pr. postordre til hele landet. De smukke stykker torsk blev senere på dagen pakket ind i syreblade, bagt i ovnen og serveret med en stuvning af fennikel og porrer samt toppet med grillet grønkål, ristede hasselnødder, gratineret havgustost og lidt friske æbletern. Alt i alt en ganske hæderlig ret, hvis jeg selv skal sige det,

Grunden til, at denne pakke kom til min hoveddør, var, at jeg havde tilmeldt mig den såkaldte Madbloggerudforfring. Det er en sjov leg for madbloggere, hvor man får en særlig udfordring, som man skal lave et indlæg om på sin blog. Tidligere har udfordringerne fx  været at skulle lave egne fortolkninger af en anden bloggers ret eller at skulle lave sommermad. Denne gang – som er fjerde gang Madbloggerudfordringen kører – er udfordringen ganske enkelt fisk. Og til denne udfordring har førnævnte Skagenfood været så venlige at sponsere 50 kasser frisk fisk til de kreative bloggere, der deltager i udfordringen.

Var det så en udfordring?

Jeg er bestemt ikke bange for fisk og laver egentlig ret tit fisk i mit køkken. Så på den måde er det ikke en kæmpe udfordring for mig at gå i fisk. Men alligevel var det lidt en udfordring, for jeg finder det – på trods af min fiskeglæde – svært at lave helstøbte retter med fisk. Jeg har ganske enkelt ikke så stor kreativitet, når der kommer fisk på bordet og er ofte udfordret på, hvad jeg egentlig skal lave med de dejlige havdyr.

Samtidig har jeg det til tider svært med torsk. Ja, ja, det er en fin fisk og alt det der, men jeg synes ofte, at torsk kan blive tørt og kedeligt og uden smag, hvis ikke kvaliteten er helt i top. Faktisk køber jeg ofte Kulmule i stedet for torsk, fordi det er billigere og minder rigtigt meget om torsk og i mine øjne kan smage lige så godt. Men her var torsken ikke noget problem, for her var den pivfrisk og ypperlig kvalitet, og den færdigbagte torsk smagte vidunderligt, og flagerne af fiskekødet faldt fra hinanden på den helt rigtige måde.

Den største udfordring ved denne madbloggerudfordring var faktisk, at jeg ikke anede, hvad jeg ville modtage fra Skagenfood. Jeg vidste blot, at der ville komme en kasse med noget fisk – ikke hvad fisk, der ville gemme sig heri – og derfor kunne jeg ikke gå og forberede mig i ugevis på den perfekte ide og opskrift. Så da kassen kom ved middagstid havde jeg derfor kun en eftermiddag til at finde på en ret, for fisk skal altså helt spises så frisk som overhovedet muligt.

Jeg besluttede mig derfor til ikke at gå på stort indkøb. Jeg ville bruge, hvad jeg havde i køkkenet, hvor der heldigvis få dage forinden var ankommet masser af grøntsager fra min Aarstiderne-kasse med grønt fra Kiselgården. Løsningen på udfordringen blev altså at bruge de porrer, den fennikel, det grønkål og de syreblade, der i forvejen gemte sig i køleskabet.

Syrebagt torsk med fennike-porre-stuvning og gillet grønkål - Mikkel Bækgaards Madblog

Hvad var konceptet så for retten?

Da jeg havde nogle store syreblade liggende fra Aarstiderne-kassen besluttede jeg mig for et lille eksperiment: At pakke torskefileterne ind i disse blade og bage dem som en lille pakke. Ideen var, at fisken skulle bevare mere af sin saft og samtidig få en syrlig smag fra bladene samtidig. Og samtidig skulle de små pakker se flotte ud på tallerkenen.

Det lykkedes sådan set fint rent smagsmæssigt. Fisken blev som nævnt perfekt tilberedt og fik en meget let syrlighed. Til gengæld var bladene blevet helt tørre, grimme og nærmest brune efter turen i ovnen. Så før fisken røg på tallerkenen fjernede jeg syrebladene igen.

Da jeg samme dag i Kvickly havde købt et tykke Havgus-ost fra Arla Unika, besluttede jeg mig også for at lave sprøde osteflager, der skulle toppe retten. Konceptet var at rive noget af osten, bage det i ovnen, så det blev en stor sprød, gratineret flade af ost. Desværre fik jeg ikke givet osten nok, så den blev ikke helt sprød og blev i stedet sær fedtet og gummiagtig. Så denne del fungerede ikke så godt. Men jeg må hellere prøve det igen en dag.

Endelig lavede jeg noget, som er blevet en nyklassiker i mit køkken: Grillet grønkål. Ved at smide grønkål på en grillpande med en smule olie får det en brændt karakter, der smager virkelig godt. Og her i denne ret gav de tørre stykker grillet grønkål virkelig karakter til fisken og den cremede stuvning. Det var et godt valg, synes jeg.

Madbloggerudfordringen: Syrebagt torsk med porre-fennikel-stuvning og grillet grønkål

Hvordan laver du så syrebagt torsk med porre-fennikel-stuvning og grillet grønkål?

Til fire personer

600 g torskefilet
1 pose store syreblade
75 g smør
2 spsk. hvedemel
Ca. 1/2 liter mælk
1 porre
1/2 fennikelknold
3-4 store blade grønkål
30 g ost til gratinering – fx Arla Unikas Havgus (kan undværes)
1 håndfuld hasselnødder
1 æble, skrællet og skåret i fine tern

1. Rist hasselnøddere ved 150 grader i ovnen et kvarters tid. Tag dem ud, køl dem af og gnid skallen af. Hak dem groft.

2. Riv osten og kom den på et stykke bagepapir og gratiner i ovnen, til osten får en brunlig farve. Tag osten ud og køl den af på en rist. Hak den groft, når den er kold.

3. Kom rigeligt salt over torskefileterne og lad dem trække et kvarter. Skyl salten af bagefter og tør filetere med et helt rent viskestykke. Pak torskefileterne ind i syreblade og kom et par smørklatter ind mellem blade og fisk. Bag fileterne i ovnen ved 175 grader i et kvarter. Fjern bladene efter bagning.

3. Halver porren og skær den i tynde skiver. Hak fennikel groft. Sauter porre og fennikel i smør i en dyb pande, til de er godt møre.

4. Smelt 50 g smør i en gryde og kom mel ved. Rør godt rundt, så melet opsuger smørret, og lad melblandingen ‘bage lidt’, inden du tilsætter mælken stille og roligt, mens du pisker. Kom mælk på, indtil sovsen har en passende konsistens. Den skal være tyk, men ikke for tyk.

5. Kom sovsen over i panden med porrer og fennikel og varm godt igennem. Tilsæt eventuelt lidt æbletern lige inden servering.

6. Varm en gillpande op, så den er lige så varm som helvedes flammer. Kom lidt olie på og grill grønkål, til den bliver let sort nogle steder. Drys med salt og tag det af. Pil de grillede blade af stokkene.

7. Server torskefileterne oven på stuvninngen. Pynt med grillet grønkål, æbletern, knasende ost og lidt ristede nødder.

Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *