Der er sensommer (eller det burde der være, hvis ikke det regnede hele tiden) og det betyder bærsæson. Derfor var Line og jeg på brombærjagt i søndags på Amager Fælled.
Amager Fælled er generelt et vidunderligt sted. Vild natur ekstrem tæt på byen. Det er et godt område til gåture, løbeture og til at komme væk fra al byens jag. Og så er det også et godt sted at samle bær. Her vrimler nemlig med brombærbuske – og selvom der er mange, der også har opdaget dette, er der nok bær til alle. Fælleden er kæmpestor, og der er mange, mange buske med de dejlige skrøbelige bær, der bare venter på at blive plukket.
Brombær er blåsorte og store, når de er modne. Inden da er de røde og kan til forveksling ligne hindbær – ja, faktisk troede jeg længe, at det faktisk var hindbærbuske, der er derude på fælleden.
I år er efter sigende et ret dårligt brombærår- alligevel er der nu masser af bær derude, selvom de i søndags nu ikke var super modne. Man kunne godt finde blåsorte bær, men de fleste var stadig røde. Og selvom de havde skiftet farve, var de ikke super søde endnu – man kan nok nærmere sige, at de var til den syrlige side, selvom de da bestemt smagte dejligt.
Brombær er i øvrigt også nogle genstridige sataner, der ikke sådan lige overgiver sig uden kamp. Brombærbuske er udstyret med de ondeste kæmpetorne, så man skal helst iføres rustning og store arbejdshandsker, hvis man virkelig skal have mange med hjem.
Vi havde hverken rustning eller handsker med, men trods modstanden og de ikke alt for modne bær, fik vi da på en times tid plukket en god bøttefyld. Vi kunne sagtens have fundet flere, hvis vi havde givet os mere tid og var mere modige med at kravle længere væk fra stierne. Men i virkeligheden handlede det jo ikke så meget om mængden som det sjove i selv at få plukket nogle bær – at og få en tur ud af det og en god gang frisk luft i de trætte søndagslunger.
Jeg havde nok forestillet mig, at vi ville have mange flere bær med hjem, men det var fint nok, og det strakte da til at lave en dejlig brombær-marcipankage, som jeg fandt en ultranem opskrift på hos Odense Marcipan. Man rører egentlig bare revet marcipan sammen med æg, sukker og mel og så putter bær på toppen. Så bliver en kage da ikke nemmere. Ja, faktisk er den så nem, at jeg laver den igen i aften til mine gæster – også selvom bærrene denne gang kommer fra frost.
Men mon ikke jeg snart skal på fælleden igen og plukke nogle flere – men man skal jo time det præcist, så bærrene er tilpas modne, og uden horderne af bærplukkere når at komme én i forkanten.
Seneste kommentarer