Karameltærte med lakrids

Vil du have en kompakt og intens lakridskarameltærte, så prøv denne opskrift. Den er god som dessert eller som snack – evt. med en hindbærsorbet til.

Lakridskaramel med lidt havsalt og marcipan – og så en god grov mørdej. Det er sådan set det hele, der skal til i denne tærte, som smager forrygende – men helst i små stykker, da den er meget intens.

Jeg har været i gang med at researche – til en artikel i magasinet Mad&Bolig Gourmet –  hvordan man laver den bedste marangs. Og i den forbindelse ville jeg teste en ide, jeg længe har haft i hoveet: Hvordan går en en hindbærtærte sammen med en lakridsmarengs? Hindbær og lakrids er jo kendt for at klæde hinanden godt.

Jeg endte dog med at vende om på tingene, så jeg lavede en lakridstærte, som jeg så i stedet lavede en hindbærmarengs til at komme oven på. Og det virkede ikke ret godt, må jeg indrømme. Marengsen var alt for sød til at spille op mod den kompakte og intense tærte. Snart må jeg få prøvet den oprindelige ide.

Men tærten i sig selv er godt, helt som den er – eller evt. sammen med en hindbærsorbet, som jeg også forsøgte mig med, og som jeg serverede for nogle gæster her i weekenden.

Se også: Karameltærte med æbler, chokolade, nougat og cappucino-marcipan

Sådan laver du karameltærte med lakrids – lakridskarameltærte med marcipan

Til én tærte – 6-8 personer

Mørdej til lakridskarameltærte

100 g blødt smør
70 g hvedemel
70 g fuldkornsmel
75 g sukker
1/2 tsk bagepulver
1/2 tsk salt

1. Bland alle ingredienser sammen i en skål og smuldr smørret godt ud – gerne så det får konsistens som rasp. Herefter samler du dejen – kom evt. en anelse vand ved, hvis den ikke hænger sammen.

2. Lad dejen hvile en halv times tid.

3. Smør en tærteform godt med smør. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir og pres den godt ned i tærteformen.

Tærtefyld til karameltærte med lakrids

120 gram marcipan
1 spsk lakridspulver
1 dåse kondenseret mælk
2 spsk lakridssirup
Havsalt i flager

1. Ælt marcipanen godt sammen med lakridspulveret. Rul marcipanen tyndt ud, så den dækker bunden af tærten oven på tærtedejen.

2. Rør kondenseret mælk og lakridssirup godt sammen og kom lidt flager af havsalt i. Hæld blandingen ud over tærtedejen og marcipanen.

3. Bag tærten – først 15 minutter ved 150 grader. Skru så op til 175 grader og bag yderligere i 55 minuter.

4. Lad tærten køle helt af inden servering.

Velbekomme!

Lakridskarameltærten toppet med hindbærmarengs var ikke noget stort hit. Men tærten i sig selv er et hit. Prøv evt. med en syrlig hindbærsorbet til – det virker, selvom jeg ikke fik taget noget billede af det.

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *