Desserter

Koldskål med kefir, skyr, råsyltede rabarber og crumble

Koldskål med kefir, råsyltede rabarber og crumble - Mikkel Bækgaards Madblog

Koldskål behøves ikke nødvendigvis blive lavet med kærnemælk. Du kan også bruge kefir – måske endda hjemmelavet – sammen med lidt skyr. Og prøv at servere med andet end kammerjunkere, fx med råsyltede rabarber og lidt crumble.

Jeg elsker koldskål her i varmen – især i en god cremet, hjemmelavet variant.

Normalt laver jeg min koldskål med æg, kærnemælk og tyknælk, som giver en meget cremet variant. Men i går lavede jeg den min egen hjemmelavede kefir og lidt skyr.

Og da jeg dagen forinden havde lavet noget crumble til en gang bagte rabarber med skovmærkeis, blev denne brugt som topping – sammen med lidt råsyltede rabarber, som giver et godt frisk og syrligt spil til det hele.

Har du ikke kefir kan du selvfølgelig bare lave koldskålen med kærnemælk i stedet. Læs resten

Skovmærkeis med bagte rabarber og crumble

Skovmærkeis med bagte rabarber og crumble

Rabarber og den velduftende skovurt skovmærke har perfekt sammen. I denne forårsdessert mødes disse i herlig forening – skovmærken i en parfumeret is og rabarberne som bløde og bagte. Og så får det hele et sprødt indspark fra lidt crumblekage.

Lige nu blomstrer skovmærken ude i min skov. Det er herligt, for det er en ægte forårsting, som gør mig så glad. Skovmærke er en lille urt, der vokser overalt i vores skove, og som har den her parfumerede duft og smag af urter, vanilje og mandler – en smag, der gør den perfekt som smagsgiver i fx desserter eller snaps . Det skyldes blandt andet et højt indhold af kumarin – det samme stof, som også er med til at give kanel sin smag.

Skovmærke er allerbedst lige før eller når, den blomstrer. Så lige nu er det bare om at komme ud og plukke – den er ganske gratis, der er masser af den, og den er ikke ret svær at finde, når du først har lært at genkende den.

Og når du så har plukket en masse skovmærke, kan du jo passende lave en is med den. Den søde, parfumerede is er nemlig en perfekt ledsager til en anden vidunderlighed her fra foråret, nemlig rabarber med deres friske syrlighed. Læs resten

Karameltærte med lakrids

Vil du have en kompakt og intens lakridskarameltærte, så prøv denne opskrift. Den er god som dessert eller som snack – evt. med en hindbærsorbet til.

Lakridskaramel med lidt havsalt og marcipan – og så en god grov mørdej. Det er sådan set det hele, der skal til i denne tærte, som smager forrygende – men helst i små stykker, da den er meget intens. Læs resten

Karameltærte med æbler, chokolade, nougat og cappucino-marcipan

Karameltærte med æbler. chokolade og cappucino-marzipan

Intens og velsmagende karameltærte med æbler, der både klæder eftermiddagskaffen og dessertbordet. En anderledes måde at lave æbletærte på.

Hvordan laver man æbletærte på en anderledes måde end normalt? Og hvordan får jeg brugt den lidt sære cappucino-karamel-marzipan, jeg har haft i køleskabet et par måneder? Det var dagens udfordring til mig selv, da jeg skulle bage en kage til mine forældre, der kom på besøg – og hvor jeg ikke gad forlade huset for at købe ind.

Derfor måtte jeg bruge, hvad jeg lige havde i skabet – det er ofte den sjoveste måde at kokkerere på – og resultatet blev denne tunge tærte, hvor kondenseret mælk bliver til karamel i ovnen og bygger bro mellem de syrlige æbler, jeg i efteråret plukkede i skoven, og den lidt sære kaffesmagende marzipan – en marcipan, der her kom tll sin ret, men i øvrigt sagtens kan undværes eller erstattes af almindelig marzipan. Eventuelt kan marcipanen røres op med en sjat kaffe.

Det hele blev i øvrigt overtrukket med en kraftig mørk chokolade – den kan du også undvære, hvis det hele skal være lidt lettere.

Resultatet blev en skøn – og indrømmet ganske tung – karameltærte. Den fungerede rigtigt til eftermiddagskaffen, om end den måske ville være endnu bedre i helt afkølet tilstand og serveret som dessert, måske med en kugle vaniljeis.

Se også: Karameltærte med lakrids

Læs resten

Havregrødsvafler – sådan laver du vafler af havregrød

Havregrødsvafler - vafler med havregrød

Har du en rest havregrød i overskud, så lav lækre sprøde havregrødsvafler, som tilmed mætter rigtigt godt. Mon ikke, at de her havregrødsvafler også et lidt sundere end almindelige vafler.

Jeg laver ofte havregrød til morgenmad til mig og børnene. Men ofte bliver kun halvdelen spist, og så plejer jeg at bruge resterne til andre sjove ting. Oftest laver jeg klatklager af dem, men så prøvede jeg noget andet: Jeg lavede havregrødsvafler af dem. 

Og resultatet blev virkelig godt. Vaflerne blev rigtigt sprøde, og de fik en dyb havresmag, samtidig med at de mættede godt. De blev ekstra gode, fordi jeg altid putter æblestykker i min havregrød, og det fungerede også rigtigt godt i havregrødsvaflerne. Læs resten

Brunsviger som dessert med kardemommeis og klatkager

Brunsviger som dessert med brunsvigersauce, havreklatkager og kardemommens

Brunsviger, hvem elsker ikke det? Denne frækkert af en servering tager smagen af den fynske kageklassiker og gør den til vaskeægte dessert.

I vinter var jeg en tur på Kokkedal Slot, hvor jeg fik en virkelig skøn og meget comfort food-agtig dessert i form af en nyfortolkning af den fynske brunsviger. Her kom en kage på bordet, der blev serveret med en kardemommeis og en dejlig fræk brunviger-agtig sauce.

Det var en virkelig dejlig dessert, og den har jeg ladet mig inspirere af til denne her brunsvigerdessert, som jeg lavede til min søns fødselsdag i går.  Læs resten

Mandelkage og mandelis fra Mallorca – helt simpelt

Mandelkage og mandelis fra Malllorca - Mikkels Madblog

Denne opskrift på mandelkage og tilhørende is af mandler stammer oprindeligt fra Mallorca, hvor det er en helt klassisk dessert. Mandelkagen er i øvrigt helt glutenfri, og isen er vegansk. Utroligt nok gør mandlerne isen cremet og lækker helt uden fløde eller andre mælkeprodukter (hvis man da går op i den slags – jeg gør ikke).

Her i foråret var jeg på Mallorca for at lave research til en række forskellige artikler om den smukke ø. Det har siden ført til en række artikler om øen i forskellige medier, og denne her opskrift er til en guide til øens traditionelle mad i Mad&Bolig. 

Mandelkagen og den tilhørende is er noget af det mest klassiske at få serveret på middelhavsøen, og det er oven i købet ret let at lave. Læs resten

Kirsebærtærte – Damn good

Kirsebærtærte - Mikkel Bækgaards Madblog

Denne kirsebærtærte er nem at lave og fungerer lige så vel om sommeren i kirsebærsæsonen, som den gør det om vinteren, hvis du har kirsebær i fryseren.

Kirsebær – og i særdeleshed kirsbærtærte – er noget helt særligt. Det ved om nogen den legendariske Agent Cooper i tv-serien Twin Peaks, hvor han nyder denne himmelske spise med et kop damn good coffee.

Og nu 25 år efter de oprindelige afsnit ruller Twin Peaks atter over skærmen i en ny udgave, der er særere, mørkere og ganske anderledes end den oprindelige serie – men stadig ganske forrygende.

Indtil videre har kirsebærtærterne ladet vente på sig, indtil det sidste afsnit, der er blevet sendt, for her spiller kirsebærtærte en helt særlig rolle. Og det sære er, at jeg om dagen, inden afsnittet blev sendt, overvejede at lave en tærte af de kirsebær, jeg havde fået af mine svigerforældre.

Jeg fik dog ikke lavet tærte til denne aftens Twin Peaks, men det har jeg rodet bod på nu, hvor kirsebærrene er blevet til en tærte, som jeg er helt sikker på at Agent Cooper vil elske højt. Og jeg er sikker på, at det er et tegn, at jeg overvejede at lave tærte – ligesom nogen så en tærte en i drøm … Læs resten

Pavlova med hindbær, mandler og chokolade

Pavlova med hindbær, mandler og chokolade - Mikkel Bækgaards Madblog

Denne pavlova indfanger essensen af sommerstemning med friske hindbær, letpisket fløde og lidt knasende toner fra mandler og mørk chokolade.

Sommeren er over os – også selvom vejret ikke er det mest perfekte sommervejr. Men trods ustadigt vejr er pavlova – altså en marengsbund med flødeskum og friske bær – en af de mest vidunderlige sommerdesserter, der findes. De friske bær fanger bare sommerstemningen samen med den lette flødeskum, og får ens krop til at gå i sommermode.

Du kan bruge alle slags friske bær til denne dessert, men da min have bugner med vilde hindbær, var jeg ude og plukke en god skålfuld af dem – for er der noget mere fantastisk end alle de gratis glæder fra naturen, der bare er klar til at blive plukket? Læs resten

Hurtig hindbærtrifli med ristet rugbrød, kerner og marzipan

Hindbær-trifli - Mikkel Bækgaards Madblog

Denne hurtige hindbærtrifli er den perfekte sommerdessert- eller snack, hvis det skal gå lidt stærkt. Friske sommerlige bær lægges i lag med flødeskum og rugbrød ristet i smør med lidt kerner og marzipan.

Jeg er endelig flyttet ind i mit nye hus i Nordsjælland med Gribskov i baghaven og masser af sommeridyl. En af de fantatiske ting ved den store grund er, at det bugner med hindbærbuske – og de er ved at være modne netop nu. Derfor er det så skønt at bevæge sig ud i haven og bare plukke løs – også selvom der skal lidt arbejde til, for hindbær vokser i krat, og mange brændenæller skal forceres, før høsten er i hus.

I dag havde vi gæster, og der skulle en sommerlig dessert på bordet. Og da vores køkken endnu ikke er færdigt, er det derfor  begrænset med mulighederne. Derfor skulle det være simpelt. Svaret blev denne trifli, hvor hindbær bliver lagt i lag med friskpisket flødeskum samt rugtbrød ristet i smør sammen med lidt kerner og marzipan,

Læs resten

Kategorier