Koldskål med kefir, skyr, råsyltede rabarber og crumble

Koldskål med kefir, råsyltede rabarber og crumble - Mikkel Bækgaards Madblog

Koldskål behøves ikke nødvendigvis blive lavet med kærnemælk. Du kan også bruge kefir – måske endda hjemmelavet – sammen med lidt skyr. Og prøv at servere med andet end kammerjunkere, fx med råsyltede rabarber og lidt crumble.

Jeg elsker koldskål her i varmen – især i en god cremet, hjemmelavet variant.

Normalt laver jeg min koldskål med æg, kærnemælk og tyknælk, som giver en meget cremet variant. Men i går lavede jeg den min egen hjemmelavede kefir og lidt skyr.

Og da jeg dagen forinden havde lavet noget crumble til en gang bagte rabarber med skovmærkeis, blev denne brugt som topping – sammen med lidt råsyltede rabarber, som giver et godt frisk og syrligt spil til det hele.

Har du ikke kefir kan du selvfølgelig bare lave koldskålen med kærnemælk i stedet.

Læs om at lave din egen kefir

Se opskriften på crumble – som del af en opskrift på bagte rabarber med skovmærkeis

Opskrift: Koldskål med kefir og skyr

6 æggeblommer
125 g sukker
1 vaniljestang
Citronskal, fra 1/4 citron
7,5 dl kefir – se opskrift på hjemmelavet kefir
5-6 spsk skyr

1. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud i en anelse sukker – skub kornene godt rundt i sukkeret, så bliver kornene bedre spredt. Gem selve vaniljestangen til en anden god gang – kom den evt i sukker og lade den trække til vaniljesukker.

2. Pisk æggeblommer, sukker og vaniljekorn godt skummende, indtil sukkeret er helt opløst.

3. Hæld kefir og skyr ved og pisk godt sammen. Smag til med citronskal. Lad gerne koldskålen trække et par timer.

Opskrift: Råsyltede rabarber

2 stængler rabarber
3-4 spsk sukker

1. Rens rabarberne og skær dem i tynde skiver.

2. Kom den i en dyb tallerken og drys sukkeret over. Lad det trække et par timer.

Crumble

Det er nemt at lave din egen crumble. Det kræver bare mel, smør, sukker og mandler – og måske lidt havregryn.

Se opskriften på crumbledej her

13 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *