Min yndlingssmoothie med jordbær, appelsin og mynte

IMG_5735.JPG

Jeg elsker virkelig smoothies. Ja, faktisk får jeg en stor smoothie stort set hver morgen – og hver morgen glæder jeg mig til denne dejlige, sunde og friske blendede gang frugt, der giver mig energi og velbehag.

Man kan selvfølgelig lave smoothies på mange måder. Mit udgangspunkt er altid frosne bær, som vi sørger for at købe ind, når de er på tilbud. Det bliver som oftest de økologiske fra Irma, der ofte er tilbudsvare – men her i weekenden fik jeg et helt kilo øko-jordbær i Inco for 125 kroner, og så var det bare at få en kæmpe pose med hjem. Jeg putter også gerne frisk frugt i, fx æble eller pære, der giver godt med fibre og en friskhed til smoothieen – eller fx banan, som gør den sød og cremet.

Youghurt gør den sur, havregryn gør den sund, kokosolie gør den lækker

Engang puttede jeg altid youghurt i mine smoothies, men det er jeg holdt op med – det gør smoothieen for syrlig, synes jeg. Derfor nøjes jeg med mælk  – eller evt. juice sammen med mælken. Mælk gør den cremet, og det kan jeg godt lide.

Der findes også folk, der putter havregryn, nødder eller müsli i deres smoothies. Det kan man også godt, men det gør den lidt grynet – men dog også mere sund og mættende. Havregryn kan dog blendes godt ud, men giver en let metallisk smag, som jeg egentlig ikke bryder mig ret meget om, selvom jeg godt ved, at det gør drikken sundere.

Vil du spice din smoothie lidt op, kan du med held putte lidt mynte- eller citronmelisseblade i, ligesom en skefuld kokosolie giver en virkelig dejlig rund kokossmag, som er noget ganske særligt.

Interessant erfaring

På et tidspunkt var min blender i stykker, og derfor ville jeg i stedet lave smoothie i min foodprocessor. Det gav et meget mærkeligt resultat, hvor det hele blev en slags skum eller creme i stedet for en flydende smoothie. Jeg tror, det er fordi foodprocessoren banker meget luft ind i mælken, at den blev til skum – og uden at bærrene bliver ordentligt purerede.

Jeg har prøvet det flere gange med samme resultat, så det var ikke engang bare uheldige omstændigheder. Til gengæld blev skummet sådan helt dessertagtigt i konsistensen, så har du brug for en sjov bærdessert en dag, kan du forsøge det samme – hvis da andre end netop min billige skod-foodprocessor gør det samme.

Min yndlings

Min yndlingssmoothie er faktisk ret simpel. Frosne jordbær blendet med en hel appelsin og mælk – og krydret med netop mynte og kokosolie. Intet andet.

Udfordringen er dog, at det (som med så mange andre enkle ting i et køkken) kræver at de enkelte ingredienser er tip top. Den anden dag, hvor jeg ville lave den, købte jeg nogle appelsiner i min lokale Brugs, og det var ikke godt nok. De smagte ganske simpelt ikke af noget. Derfor bliver denne smoothie bedst ved juletid, hvor appelsinerne er helt i top.

Den friske appelsin gør noget helt særligt ved smoothieen, som appelsinjuice ikke kan. Sødmen og den let parfumerede smag er bare ikke til at få frem på andre måder end med en stor solmoden appelsin. Men får du fat i en god appelsin er du i himlen, når du drikker denne smoothie.

IMG_5729.JPG

På dette billede er der banan i blenderen også. Det skal du ikke putte i netop denne smoothie. Den  bliver bedre uden. Men andre smoothies fungerer glimrende med banan.

Sådan gør du, når du skal lave to store smoothies

2 håndfulde frosne jordbær
1 stor moden appelsin
2-3 dl. mælk
3-4 mynteblade (lidt afhængig og størrelse og styrke)
1 spk. kokosolie

1. Put de frosne jordbær i en kraftig blender, der kan knuse is.

2. Skræl appelsinen og kom den i blenderen – del evt. appelsinen i både.

3. Hæld mælk ved og kom kokosolie og mynteblade i.

4. Blend smoothien godt i mindst ét minut, så bærrene bliver helt purerede. Har blenderen et særligt smoothie-program, kan du med held bruge det.

5. Server i to store glas.

3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *