Det er ikke meget kokkeinspiration jeg kan tilskrive min far (der dog inspirerer mig på alle mulige andre måder), idet han stort intet mad lavede i min barndom udover forårsruller med spaghetti, og fordi han først de senere år er begyndt at kokerere på et madlavningskursus for midaldrende mænd (og hvor det vist også handler en del om god rødvin). Men denne fyldige og smagfulde vintersuppe fik jeg faktisk første gang hjemme ved min forældre, hvor det var min kære far, der havde lavet den. Han havde vist opskriften fra det firma, der leverer madkasser til dem (lidtligesom aarstiderne), men i denne version har jeg udbygget den med grønkål og mere smag i form af den røgede paprika. Så tak til Far for inspirationen til denne krydrede og nærende sag.
Suppen kombinerer chorizo-pølse og røget paprika fra det spanske køkken med hvidkål og grønkål fra det allestedsnærværende og moderne nordiske køkken. Og så er det tilmed en meget let suppe at lave, som heller ikke koster det store, andet end indkøb af chroizo og lidt kål – og har du ikke røget paprika (som trods alt er lidt af en specialitet herhjemme) kan du udelade den eller bruge almindeligt paprika (eller tilsætte endnu mere chroizo, som indeholder røget paprika).
Du kan købe mange forskellige slags chorizo og bruge i suppen. Nogle er forkogte, andre ikke. Hvad der er bedst at bruge ved jeg ikke – men da jeg lavede denne suppe, brugte jeg nogle chorizo-coctail-pølser, jeg købte i irma. Dem skar jeg i små stykker og stegte jeg for at få lidt stegt smag frem – mens min mor (der vist også har haft lavet suppen) mener ikke at pølserne skal steges først – og her er jeg så uenig 😉
Sådan gør du – til to-tre personer
200 g chorizo-pølse
2 løg
2-3 store håndfulde grofthakket hvidkål (du kan også bruge spidskål, men det skal have kortere tid)
2 håndfulde grofthakket grønkål
1-1½ l hønsebouillon (eller tilsvarende mængde vand og terninger)
2-3 spk. røget paprika
Salt og peber
Olie til stegning
God olivenolie til at hælde over suppen ved servering
1. Skør læget i halve ringe og skær kålen ud i mundrette stykker. Skær chorizoen i skiver.
2. Varm olie op i en gryde og hæld noget af den røgede paprika i den varme olie. Rist pølsestykkerne heri nogle minutter, til de får farve og bliver lidt sprøde. Tag dem op igen.
3. Svits løgene i olie-paprika-blandingen i gryden, hvor du lige har taget pølserne op. Når løgene er blevet gennemsigtige tilsætter du hvidkålen og svitser den med et par minutter.
4. Tilsæt hønsebouillon og kog suppen i ca. syv minutter ved svag varme. Tilsæt grønkål, hæld pølsestykkerne tilbage i suppen og kog yderligere i ca. fem minutter.
5. Smag suppen til med salt, peber og evt. mere røget paprika, så den for en dyb paprikasmag.
6. Server suppen overhældt med lidt god olivenolie og noget godt brød.
Velbekomme!
Min søde hustru kunne virkelig godt lide denne suppe.
Seneste kommentarer