Rodfrugt- og kålsuppe med pocherede æg

IMG_6364.JPG

Purerede supper er en af de nemmeste måder at få tømt ud i køleskabe. Men nogen gangen kan en suppe i sig selv godt blive lidt kedelig, hvis der samtidig ikke er noget struktur på tallerkenen ud over selve suppen. Derfor kombinerede jeg for nylig en klassisk pureret grøntsagssuppe, der bestod af forskellige lyse rodfrugter og lidt hvidkål, med fintsnittet råt hvidkål, fintsnittet grønkål samt et pocheret æg til at gøre det hele lidt sjovere.

Du kan sådan set lave selve suppen med næsten alle de rodfrugter og kåltyper, du synes om, men her holdt jeg mig til ‘hvide rodfrugter’ i form af pastinakker og lidt jordskokker. Derudover kom jeg løg og hvidløg heri, og i al sin enkelhed var det en dejlig suppe – der dog godt kunne have brugt lidt kartofler til at give mere stivelse til suppen, så den var blevet mere cremet.

Ideen med at komme pocherede æg i purerede supper har jeg fra en fin krydderurte-kogebog fra Netto (af alle steder), hvor kombinationen af en jordskokkesuppe, lidt syltet chili, friske koriander og et pocheret æg er himmelsk. Og derfor – på trods af jeg ingen mester er ud i ægpocheringens ædle kunst – kastede jeg mig ud i denne særlige udgave af kogte æg uden skal.

Resultatet blev en dejlig suppe med dejlig bid i form af rå kål og ristet bacon – og som min otte måneder gamle datter også syntes vældigt godt om. Hun grinede over hele femøren, hver gang hun fik en skefuld af den (selvom hun nu måtte nøjes med selve suppen uden æg og fintsnittet kål).

Selve suppen – til fire portioner

(Du kan erstatte rodfrugterne og kålen med alle mulige andre typer, alt afhængig af hvad der lige gemmer sig i dit køleskab)

4 jordskokker
8 små pastinakker
2 løg
2 fed hvidløg
1 stor håndfuld hakket hvidkål
2 dl hvidvin
1 liter hønse- eller grønsagsbouillon
Salt og peber
En smule æblecidereddike
Olie

1. Skræl rodfrugerne og skær dem i små tern. Hak løget groft og pil skrællen af de to hvidløgsfed. Hak også hvidkålen groft.

2. Varm olien op i en gryde og svits alle grønsagerne nogle minutter, til de bliver let møre.

3. Hæld hvidvin og bouillon ved, og lad suppen det hele op. Kog grønsagerne ved svag varme i ca. 20 minutter til de er helt møre.

4. Blend suppen rigtigt godt, så den er cremet og ensartet.

5. Smag suppen til med salt, peber og lidt eddike, hvis den mangler syre.

Pocherede æg

1 æg pr. portion
1½ liter vand
½ dl lagereddike

1.Slå et æg ud i en lille kop uden blommen går i stykker – jo mindre koppen er, jo bedre (men ægget skal naturligvis kunne være der)

2. Varm vandet op til kogepunktet i en gryde. Når vandet lige netop er begyndt at koge en lille smule, rører du kraftigt rundt i en cirkelbevægelse, så vandet roterer i gryden.

3. Kom forsigtigt ægget fra koppen ned i det roterende vand, således at rotationen sikrer at ægget forbliver nogenlunde samlet nede i vandet.

4. Sørg for, at vandet stadig ligget lige på kogepunktet, og pocher ægget et par minutter, til hviden er stivnet og kanten af blommen har sat sig, mens det indre af blommen stadig er flydende.

5. Tag ægget op med en hulske (pas på ikke at ødelægge blommen), og lad det dryppe lidt af.

IMG_6367.JPG

Slå ægget ud i en kop – allerhelst i en lille espresseokop som denne, så har du bedre styr på ægget, når det skal i det kogende vand.

Servering og tilbehør

Fintsnittet hvidkål
Fintsnittet grønkål
Sprødstegte bacontern

1. Kom det fintsnittede kål i bunden af en dyb tallerken, og læg et pocheret æg ovenpå.

2. Hæld suppen over kålen, og pynt med sprødstegt bacon og lidt friskkværnet peber. Pynt også gerne med lidt finthakkede krydderurter, hvis du har det.

IMG_6375.JPG

Lille Agnes elskede denne suppe.

3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *