Rejser

Moselvine: I audiens hos Joh. Jos. Prüm

Skilt med Joh Jos Prüm - Mikkel Bækgaards Madblog

Da jeg tilbage i august var på vintur til Mosel var turens højdepunkt et besøg hos Joh. Jos. Prüm. Prüm er en af Mosel-områdets fineste og bedste vinproducenter, og her havde vi – mig og en række sommelierer og vinimportører – fået den ære, at besøge denne legendariske vinproducent, hvor vi blev inviteret indenfor af Katharina Prüm, som er fjerdegenerations vinmager på stedet.

Vi havde allernådigst fået lov til at presse en times smagning ind i hendes stramme program. Men trods den tætte tidshorisont kom vi igennem en sand perlerække af store og smukke vine fra de stejle skrænter ned mod Moselfloden.

Læs resten

Vintur til Mosel: At lære fra de bedste

Vinmarker ved Mosell - Mikkel Bækgaards Madblog

Fire sommelierer, fire vinhandlere, en eddikemester, en guide og en masse vin var følgeskabet, da jeg i mandags tidligt om morgenen satte mig ind i en minibus ved DGI-byen i København.

Målet var Mosel, Tysklands legendariske vindistrikt, hvor især rieslingdruer gror på de stejle marker og bliver til noget af verdens bedste hvidvin.

Anledningen var en kommende event, hvor et træskib bliver fyldt op med vin fra området, som anløber Københavns havn til Kulturnatten i oktober.

Deltagerne i turen skulle nemlig ned til Mosel for at finde de vine, der skal lastes på skibet – og her var jeg så heldig at blive inviteret med og lære en masse om vin fra nogle af de dygtigste vinkendere i branchen.

Læs resten

Bliv klogere på græsk gourmet-mad

 Græsk Gourmet i Mad&Bolig - Mikkel Bækgaards Madblog

Vil du vide mere om græsk gourmet-mad, så køb det nyeste nummer af Mad&Bolig. Jeg har nemlig skrevet en artikel hertil om netop det nye græske køkken, der på mange måder går samme veje som det ny nordiske. Grækerne er nemlig også gået tilbage til rødderne og forsøger at finde deres egen gourmet-identitet i et køkken, der ellers mest er kendt for tzatziki og moussaka og lidt for meget olie. Læs resten

Til bords med Færøerne i Jyllands-Posten

Færøerne artikel i JP - mikkelbaekgaard

Jeg har haft min debut som avis-journalist, hvilket jeg bare lige vil blære mig lidt med 🙂 I går bragte Morgenavisen Jyllands-Posten nemlig en artikel om gastronomi på Færøerne, som jeg har skrevet.

Det er jeg vildt stolt af, og håber at der kommer flere af den slags opgaver.

Min tur til Færøerne indebar også et besøg på restaurant Aarstova, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

Bolo do Caco – Lækkert pandebrød fra Madeira

Bolo do Caco - Hvidløgsbrød fra madeire - mikkel bækgaards madblog

Da jeg i sommer var på en dejlig ferie på Madeira, fik vi ofte disse særlige pandebrød, som er virkelig lækre og ret nemme at lave. På stort set alle restauranter på øen får man dem sammen med hvidløgssmør som en god indledning på et måltid.

I gamle dage var Madeira en fattig ø, hvor mel var dyrt, fordi det skulle importeres. Derfor tilsatte man mosede sødekartofler til sin brøddej, så der skulle bruges mindre mel. I dag laver man stadig disse traditionelle brød med sødekartofler, som sikrer en let sødlig smag og en helt særlig konsistens til brødet. Læs resten

Et par dejlige madoplevelser i det nordlige Toscana (og lidt i Ligurien)

IMG_9977.jpg

Jeg har lige tilbragt en uges efterårsferie i det nordlige Toscana, oppe i bjergene nord for Lucca og Pisa. Her havde jeg fornøjelsen af at spise på en række dejlige små restauranter med høj kvalitet til rimelige penge. For i Italien spiser man virkelig godt – også selv når man bare går ind på en tilfældig restaurant i en lille landsby. Læs resten

Marche Bastille i Paris: På det lækreste marked

Forrige weekend var jeg med familien i Paris for at fejre min mors 60 års fødselsdag. Det blev til mange gåture og madoplevelser i byernes by, og søndag besøgte vi Mache Bastille, et fantastisk marked lige ved Bastille-pladsen, som har åbent hver torsdag og søndag.

Her kan man købe alt mellem himmel og jord: tøj, kunst, pullerværk og mad i lange, lange baner. Og det er virkelig meget dejlig mad: Fisk, skaldyr, fjerkræ, oste, kød og grønsager. Hundredvis af boder side om side og med lækkerierne lige i ansigtet, så man bliver så frygtelig sulten, når man går rundt der. Læs resten

Mad og Wien

IMG_4554.JPG

Så er jeg klar til mad. Her en gullashsuppe i cafeen på naturhistorisk museum.

For mig er maden ekstremt vigtig, når jeg rejser. Faktisk noget af det vigtigste. Jeg vil gerne afprøve, hvad de lokale har at byde på, og jeg vil gerne udfordres og afprøve ting, jeg virkelig aldrig har prøvet før. Og dette lykkedes med stor succes i Wien,

IMG_4349.JPG

Line klar til et stykke sachertorte på en wienercafé. Sachertorte er en wienerklassiker - chokoladetærte med et lag af abrikosmarmelade og med en tyk chokladeglasur.

Her fik vi både smagt små lokale specialiteter med rødder dybt i det centraleuropæiske køkken samtidig med at vi fik afprøvet et moderne møde mellem østrigsk og italiensk. Og så fik jeg også stiftede bekendtskab med kalvelunger – og som faktisk var et rigtigt positivt møde.

Det der med schnitzler

IMG_4576.JPG

Det her kødorgie, var det eneste tidspunkt, hvor jeg stiftede bekendtskab med en schnitzel. Det var en ganske grotesk - og billig anretning - hvor denne platte til to personer indholde fire slags kød til hver plus sauerkraut og fritter - og for kun 15 euro i alt for to personer. Det er grotesk, både i mængde og i pris. Det var sjovt, men ikke videre godt.

Wien er selvfølgelig først og fremmest lig med schnitzel – altså et tyndbanket stykke kalvkød, paneret og stegt i friture. Ideen er at beholde kødet saftigt og sikre en crunchy overflade. Og man kan få schnitzler over alt i Wien. Desværre ofte i turistindpakning lavet billigt af svinekød i stedet for kalv, og hvor det hele bare virker ret gustent – og hvor kvalitetskriteriet ofte er, hvor store schnitzler, man egentlig kan servere.

Og her må jeg jo straks komme med en indrømmelse: Jeg fik ikke nogen klassisk wienerschnitzel – kun en dårlig svineudgave som en del af et grotesk kødeorgie på en lille joint i forstæderne tæt på vores ferielejlighed. Jeg overvejede det naturligvis, men helt ærlig, så tiltaler sådan en kæmpe schnitzel mig egentlig ikke. Det lyder faktisk lidt kedeligt. Så hellere stifte bekendtskab med andre mere spændende og udfordrende lokale gastronomiske fænomener.

Derimod havde jeg en anden ret interessant madoplevelser. Det var et skelsættende møde med kalvelunger og -hjerter i en stuvning sammen med knödel og  creme fraiche.

Lunger og hjerter

IMG_4431.JPG

Stuvning af kalveherter og -lunger. Med knödel over. Smagte virkelig dejligt, selvom sådan en ret nok vil skræmme mange.

Vi var gået ind på et lille gasthouse og skulle have frokost – sådan et rigtigt autentisk sted med smokingklædt tjener, schnurbarts og aviser nok til alle. Her valgte jeg noget fra menuen, som lød interessant, men jeg ikke helt kunne gennemskue, hvad det egentlig var  – og tjeneren spurgte overrasket mig, om jeg godt vidste, hvad det var. Nej, det gjorde jeg ikke. Om jeg ville vide det? Ok, sagde jeg. Det var kalvehjerter og kalvelunger. Så var jeg lige ved at give op og bestille noget andet, sådan ren rygmarvsreaktion, selvom jeg egentlig elsker kalvehjerter – men aldrig har prøvet lunger.

IMG_4428.JPG

De her små cafeer/gasthausen er meget hyggelige. Det er virkelig som at komme tilbage i tiden til dengang, hvor alt bare var bedre.

Heldigvis hold jeg fast i min beslutning. Jeg er altid efter andre, der rent instinktivt ikke tør prøve noget nyt. Så dette måtte jeg jo selv gøre. Og det fortrød jeg ikke. Stuvningen med hakkede kalvehjerter og -lunger var virkelig fuld af smag og føltes ikke klam eller alt for indvoldsagtig. Især hjerterne gav en god kødsmag, mens lungerne var mere anonyme, men som uden tvivl bidrog til dybden i sovsen. Slet ikke ringe. Tak for det. Det udvidede min madverden en smule.

Østrig møder Italien

IMG_4498.JPG

Limes kombinerede på spændende vis det øtrigske med det italienske køkken.

Østrig og Italien ligger lige op af hinanden, og på trods af dette har de udgangspunkt i to vidt forskellige madtraditioner. Østrig i det tunge centraleuropæiske med masser af kartofler, sovs og stuvninger – og det italienske siger vel egentlig sig selv. Og alligevel har det italienske stor indflydelse rundt omkring i Wien, hvor de to traditioner mødes i forskellige interessante kombinationer.

Et sådan sted var Restaurant Limes. En modernistisk, minimalistisk indrettet restaurant med fokus på ovennævte møde – og med mad til bestemt rimelige priser. Her fik jeg to skønne retter, der fint viste mødet mellem østrigsk og italiensk kogekunst, og som lukrerede fint på begge traditioner.

Forretten var bøffelmozarella med ærtepure og mynte. Mozarellaen var udsøgt – nok den bedste jeg har smagt – og gik dejligt i spænd med de purerede ærters sødme.

Men det var især hovedretten, der viste hvad et sådant møde kan føre med sig. Her fik jeg svinekæber braiseret i chianti og med polenta og trøfler pakket ind i sommerkål. Den tunge smag af trøfler sammen med polentaen stod virkelig godt til det super møre kød, og det var faktisk en af mine bedste trøffeloplevelser (normalt synes jeg den dyre svamp er stærkt overvurderet og tit bare gør retter enormt tunge og kvalme at have med at gøre).

Og det var bare et par af de oplevelser på madfronten, som den østrigske hovedstad bød på. Der var selvfølgelig også alle kagerne på de små cafeer, som var virkelig dejlige. Hvis du vil læse mere om Wien og dens attraktioner, kan du også læse dette indlæg om byen.

Wien og smukke bygninger

IMG_4508.JPG

Mig og lille Agnes på sight seeing i den gamle kaiserstadt.

IMG_4449.JPG

Risenrad i Prater er nok noget af det mest berømte i Wien. Og hvor to dejlige scener i filmhistorien foregår - dels en scene i Den Tredje Mand og en kyssescene i min personlige yndlingsfilm Before Sunrise.

Jeg har just tilbragt fire dage i østrigs smukke hovedstad – den gamle kejserby Wien, hvor smukke pompøse palæer og slotte ligger side om side med kringlede gader, små cafeer og med masser af muligheder for gastronomiske og kunstneriske oplevelser.

Byen og kunsten

Først og fremmest er Wien en virkelig smuk by, som tydeligt har historien med sig som tidligere hovedsæde for den østrig-ungarske kejsermagt. En overskuelig by i størrelsen, men med et swung, der får den til at virke af en kaliber, der nærmer sig Paris. Ret imponerende egentlig for en by, der ikke er meget større end København, men som virker langt større og mere bombastisk.

IMG_4392.JPG

Der er virkelig swung over Wien, der er stor og grandiøs anlagt.

IMG_4382.JPG

Men der er også mange snævre krogede gader i den gamle bydel.

Wien er rig på kunst, videnskab og musik, omend vi ikke rigtigt fik stiftet bekendtskab med de klassiske toner. Vi havde lille Agnes på tre måneder med (hvilket gik rigtigt fint), og som nok ikke lige er det meste oplagte selskab til en aften i operaen eller til klassisk koncert – også selvom vi da meget gerne ville have hørt Strauss’ eller Mozarts toner blæse ud fra et symfoniorkester live.

IMG_4600.JPG

Barokslottet Belvedere indeholder en rigtig fin kunstsamling.

Til gengæld fik vi set fine kunstværker på det imponerende barokslot Belvedere, hvor de har samlet hovedværker af blandt andet Klimt. Et rigtigt fint kunstmuseum af overskuelig størrelse og med stor kvalitet i udstillingen, der også rummede et meget berømt maleri af Napoleon siddende på en stjejlende hest (kan desværre ikke huske kunsteren, men billedet var virkelig dramatisk i al sin magt og vælde).

Naturhistorisk museum – en nørdet perle

IMG_4540.JPG

Naturhistorisk museum er ret old school, men på en ret sej måde.

Derudover var vi også en tur på det naturhistoriske museum, der ifølge guidebogen er et af verdens ti bedste muser. Museet har til huse i et grandiøst barokpalæ, som i sig selv gør besøget værd, og huset indeholder flere ganske interessante og velformidlede samlinger. F.eks. af sten og krystaller, fossiler, dinoer, udstoppede dyr i tusindvis og verdens ældste kendte kunstgenstand med mere end 35.000 år på bagen, forestillende en meget tyk kvinde og med klart kultisk formål.

IMG_4526.JPG

Museet er ud over sine fine samlinger også en ganske imponerende bygning.

Men hovedattraktionen på naturhistorisk museum var for mig den gigantiske samling af udstoppede dyr sat op i familier og arter, og som virkelig giver et unikt indblik i evolutionen og naturens mangfoldighed – og det hele bare sat op i montrer uden pædagogiske forklaringer. Egentlig ganske old school, men ikke desto mindre meget effektivt i al sin enkelthed.

Således var der masser af opleleser i Wien – også hvad angår mad, som du ganske snart kan læse mere om her på bloggen.

Blandt seafood, vulkaner og feta

P5266003

Grækenland er ikke kendt for sine store kulinariske udskejelser. På vores breddegrader er det vist mest tzatziki, feta, moussaka og gyros vi kender til, og derfor var det med blandede madforventninger, at jeg nu er draget på bryllupsrejse til Santorini – øen som om noget er indbegrebet af Grækenland, og hvor størstedelen af billederne til landets postkort er taget.

Jeg forventede ikke store gourmetoplevelser, men derimod plain simple mad med gode råvarer og masser af mad fra havet uden de store dikkedarer – men med en dejlig enkelthed trods alt, vi er jo i Middelhavet. Og jeg er heldigvis ikke blevet skuffet – tværtimod – jeg har faktisk haft nogle ret store madoplevelser på de to dage, vi har været har nu. Og det hele har kredset om havet indtil videre, og det er jeg glad for, fordi jeg ikke kan få nok af fisk, skaldyr og alt godt fra Poseidons element.

Blæksprutte stoppet med alskens godt

Den første aften besøgte vi en lokal restaurant i byen Oia, hvor vi bor, som værtinden Krista anbefalede. En helt nede på jorden græsk restaurant uden de store dikkedarer, men med kvalitet til billige penge.

Og jeg må sige hun fik ret.

Her fik både Line og jeg en ovnbagt blæksprutte stoppet med lokale sherrytomater, fetaost og kartofler. Huhej, hvor det smagte. Så enkelt, så lækkert. Hvad mere er der at sige. 12 Euro. Billigt, billigt. Jeg skal hjem og prøve at lave det selv, efter jeg har opdaget, at man kan købe billige blæksprutter i Metro.

Den bedste tzatziki

I går til frokost valgte vi at spise på en lille – egentligt ret dårligt udseende – knejpe i hovedbyen Fira. Den lå lidt væk fra turiststrøget, og vi valgte den, fordi den egentlig bare lå der. Men her fik jeg den bedste tzatziki, jeg nogen sinde har smagt. Perfekt balance mellem agurker, hvidløg og fedme fra youghurt og olivenolie.

Nu må jeg jo så også indrømme, at mit kendskab til den græske agurk-klassiker begrænser sig til mine egne og venners hjemmelavede og slatne udgaver på dårlige middelhavsbufeter – men lige gyldig hvad, så var denne henrivende.

Derudover fik jeg prøvet noget nyt: Sværdfisk. Uhm. En meget kødagtig fisk, der egentlig minder mere om kød end om fisk. Skønt grillet og med en lidt bizar blanding af stegte kartoffelskiver (tydeligvis fra frost) og dejligt eddikesmagende ris. Fisken var bedre end tilbehøret, om end risene var lækre i deres simple udtryk.

Hummer på havnekanten

P5266054

P5266050

Og så i dag sparkede frokosten virkelig røv. Vi havde fået anbefalet en lille fisketaverna på havnekanten i Oia – et par hundrede meter under byen, som ligger på en klippetop lige oven for – og som bød på alskens slags fisk fra havet.

Her valgte man sin fisk, som kun var opgivet ved kilopris. Vi blev ført ind i køkkenet og fik her lov til at vælge. Vi valgte at flotte os med hummer og to små røde muller, som den canadiske tjener fortalte, var folkene fra vores hotels yndlingsfisk.

Tilbehør skulle man så vælge bagefter. Vi valgte en lokal ret: De særlige santorini-sherry-tomater dyppet i dej og friturestegt sammen med løg. Det lyder sært, men det var skønt. Derudover stegte kartofler, som viste sig at være nogle meget veltillavede pommes frites. Helt sprøde.

Men hovedrollen var nu de to små fisk og i særdeleshed hummeren – frisk grillet og delt i to, så vi kunne dele. Der er ikke så mange dikkedarer – lige ud af landevejen – ganske som jeg håbede på, men som alligevel har overrasket mig. Der er jo en grund til at hummer bare er en kulinarisk klassiker. Den går aldrig galt i byen.

Gourmet kommer senere

Tak for simpel mad. Og alligevel glæder jeg mig til, at vi senere på ugen skal besøge restauranten 1800 – en gourmetrestaurant med blandt andet en molekylær udgave af en traditionel græsk salat. Det skal nok blive spændende …

For ikke at tale om, at vi skal ud og besøge en vingård, der laver noget af den – åbenbart – særlige santorinivin, der har en særlig surhed (på den gode måde) fra den vulkanske jord. Det glæder jeg mig til, og især fordi den flaske lokale rødvin, der er i mit glas lige nu, virkelig er en behagelig oplevelse: tør, ikke for kraftig og med en særlig lidt svovlagtig surhed. Et meget speciel og kompleks vin, som alligevel gør sig ganske godt her på terassen med udsigt til en vulkan og det azurblå middelhav. Men måske endnu bedre med noget grillet lam.

Kategorier