Klar suppe med champignon, løg og grønkål

Klar suppe med champignon, løg og grønkål

Efterår er suppetid, og samtidig er supper sådan en god måde at tømme grønsagsskuffen i køleskabet på. Denne klare suppe er inspireret af en champignonsuppe, som min mor engang lærte mig at lave, men den er nu alligevel blevet helt anderledes. Store mængder løg giver en dyb bund sammen med champignon og hakket grønkål er det samtidig en vitaminbombe, der gør dig godt her i den kolde tid.

Jeg puttede en masse hele hvidløsfed, som bliver helt møre og ikke særlig stærke, når suppen er kogt. I den oprindelige champignonsuppe fungerer det fantastisk, men i denne er ikke sikker på resultatet. Jeg fik en oplevelse af, at den blide hvidløgssmag ikke gik helt perfekt i spænd med grønkålen og løgene i suppen. Så det vil jeg fraråde dig at gøre – om end det på ingen måde smagte frygteligt; det er nok bare bedre uden.

Sådan gør du – til to personer

3 løg
1 bakke champignon
1 rød chili
2-3 store håndfulde hakket grønkål
1-1½ l hønsebouillon
1 dl hvidvin
50 g bacon
1 håndfuld persille
Olivenolie
Salt og peber

1. Skær løgene i kvarte ringe. Rens champignons og skær dem i fire stykker hver. Hak lidt af chilien fint og gem resten. Hak grønkålen groft.

2. Varm olie op i en gryde og svits hakket chili og løg i olien, til løgene bliver gennemsigtige.

3. Rist champignons ved høj varme i olie på en pande, indtil de bliver let karamelliserede. Kom ristede champignons og de tilhørende safter op i gryden til løgene.

4. Hæld hvidvin og hønsefond ved. Kom resten af chilien (i et helt stykke) i suppen (så kan du altid tage den op igen, når suppen er så spicy, som du ønsker det). Kog suppen i ca. 20 minutter.

5. Hak grønkålen groft, og kom det i suppen. Lad suppen simre yderligere fem minutter med grønkålen i.

6. Skær bacon i tern og rist det på en pande. Tag det af, når det er sprødt og læg det på fedtsugende papir.

7. Server suppen rygende varm med et godt brød (fx mine utralette fladbrød). Hæld bacontern og finthakket persille i tallerkenen med suppe og kom en tsk. god olivenolie over til slut.

3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *