30. juni 2009, kl. 10.44

Ah, sidder på en fantastisk autentisk diner på Lexington Avenue. Det er formiddag, på vej på MOMA og totalt mæt, efter vi undervurderede de amerikanske portionsstørrelser. Vi skulle bare lige have lidt havregrød med frisk frugt og et enkelt spejlæg med kartofler til. Det blev til to spejlæg, der ankom på tallerkenen og en fantastisk sød pourto ricansk servitrice, der siger sweetie til os hele tiden. Og alle i køkkenet taler spansk, men slår hele tiden over i den tykkeste New Yorker accent, som vist ikke kan gøres bedre af hverken Joe Pesci, Martin Scorcese eller Harvey Keitel.

Det hele er helt, som det skal være.

I går blev vi ellers ramt af The New York Blues. Altså den der mærkelige stemning af at være i en så berømt by med så mange forventninger og så pludselig opdage, at det altså bare er en by. At ikke alle steder er helt så fantastiske, at man bliver træt, selvom man vil se mere. At man måske ikke lige har fundet den allerfedeste bar, men blot en bar, der ligner en bar i København.

Måske fik vi the blues fordi vi var på fin restaurant til frokost og var underdressed og lidt blown away af det flotte lokale. Eller også fordi tre glas vin og varme rammer ekstra hårdt der midt på dagen og ikke kan helbrede en øm ankel efter den forrige dags maratonvandring.

Det var heldigvis kortvarigt og blev helbredt med lidt søvn midt på dagen. For det var jo en god dag med besøg oppe på 86. etage af Empire State building, gourmetmad og en aftensmads-bartur med min kollega Ulrik og hans søn, der også besøger æblet lige nu.

Men nu er det vores sidste dag i New York i denne omgang, inden vi om to uger vender tilbage. I morgen drager vi til Denver og ud til Mila og hendes lille baby Jordan.

Søndag den 28. juli 2009, kl 19.57

Så sidder vi her. Et døgn inde i den store USA-rejse. Med masser af tid tilbage, med masser af eventyr forude. Og alligevel er jeg allerede nu blevet forelsket, overrumplet og lidt skræmt af Amerika og New York i særdeleshed.

Mit første indtryk af USA var ellers noget rodet. At stå af flyet i Newark, New Jersey, og tage toget ind til Pen Station var en faldefærdig oplevelse, der var en Springsteen sang værdig. Trist, grå beton, smadrede banelegemer, men med en fascinerede udsigt til den berømte skyline i baggrunden.

Og så at stå af toget i et mylder af mennesker, bevæge sig op ad trapperne og op på gaden. Bang, der er man så. Midt i en surrealistisk drøm, der mest ligner en film og ikke virkeligheden. Totalt overvældende, at stå midt på Manhattan med tusindvis af mennesker væltende forbi, med yellow cabs og skyskrabere så højt nakken kan læne sig tilbage. Puha, vidste det jo egentlig godt, at sådan var det. Men at stå der tog pusten fra både Line og mig.

Så hen til hotellet, et billigt hyggeligt art-deco-agtigt sted ved navn Hotel 31 på 31st street og midt i Midtown. Vi blev ellers først noget skuffede. Ikke at vi havde forventet det store, men værelset lå i stueetagen med et vindue ud til en halv meter bred baggyde, hvor stort set intet lys kunne slippe ind. Resultat: et værelse, hvori man ikke anede, om det var nat eller dag. Ellers hyggeligt og pænt. Men altså alt for mørkt og det hele lidt skræmmende.

Men den slags er der råd for, så vi spurgte om et andet, og i dag er vi så flyttet op på ottende sal til et fint værelse med lys og en udsigt til både baggård, tagterraser og Empire State building i baggrunden. Dejligt. Søde mennesker, god service, billigt hotel.

I dag har vi så lært byen at kende. Spadseret hele vejen fra midtown ned til Grenwich Village og Soho over Chinatown og videre til havnen med den ikoniske Brooklyn Bridge. Her har vi så prøvet at tage billeder, der kan matche Woody Allens berømte billede fra filmen Manhattan. Herefter videre gennem wall street og ned til havnepromenaden, hvor Frihedsgudinden kan ses i baggrunden.

Så har vi også nået Central Park. Huhada: vildt romantisk her midt i den hektiske smeltedigel af en hektisk storby. En vidunderlig oase, hvor man også føler sig hensat til en film. Med et dejligt firemands jazzband, små søer, tre charmerende sorte akrobatknægte og meget mere. Også alt det er surrealt, ja nærmest hyberrealt.

Men New York er også beskidt, mærkelig, rodet og kaotisk. Alt er blandet sammen: god stil, dårlig stil, fattig, rig – alt lige oven i hinanden. Men folk smiler på gaden, har det godt. Også selvom de virkelig lyder som om de er med i en film. Alle samtaler på gaden lyder fantastiske og som noget fra Hollywood. Måske har drømmefabrikken bare fat i en snert af virkeligheden midt i alle de flagrende fantasier indfanget i celluloid.