Tårnhøje ambitioner: Når desserten ikke bliver som man håber

IMG_3932.jpg

Billedet siger vel egentlig sig selv. Der var for mange indtryk i denne dessert, som ellers lød sjov i mit hovede.

Sidste weekend holdt jeg gourmetaften med min familie. Det er sådan noget med, at vi mødes mine forældre, min bror og hans kone og mig og Line til et orgie i mad- og vinnørderi.

Konceptet er, at hvert par byder ind med to retter mad, som man står for at tilberede. I alt bliver det så til seks retter plus det løse, som denne aften også bød på en nomainspireret urtepotte med radiser ud over de almindelige seks retter mad.

Du kan se en række billeder fra arrangmentet her

For mit og Lines vedkommende lød planen på at lave en majssuppe med løvsstikke og jomfruhummer samt en dessert som gik under navnet ’ Koldskål og kaviar – kærnemælk, jordbær og citronmelisse’. Førstnævnte stammer fra Brødrende Kochs fremragende slankekogebog ’sunde tanker’, mens sidstnævnte var et sammensurium af egne ideer og ting fundet rundt omkring på nettet – og som tydeligt beviser, at en velafprøvet opskrift fra en kogebog trods ofte kan slå ens egne lidt rodede ideer. For det netop den rodede dessert, som dette indlæg egentlig handler om.

Dekonstruktion og molekylær inspiration

IMG_3846.jpg

Man laver kaviar ved at dryppe frugtsaft med en hulens masse husblas ned i en isskold olie med en pipette. Det er ret sjovt at lave.

Min idé, synes jeg egentlig selv, var ret sjov: At lave en kærnemælksmousse, som skulle serveres med lidt kammerjunkere og jordbær – men hvor jordbærrene var lavet som hhv. skum og kaviar (altså som små gelekugler). Ideen var altså at nørde med gele, sifonflaske og en hulens masse husblas for at skabe skæve resultater – altså at dekonstruere den klassiske koldskål med kammerjunkere og jordbær.

Problemet var bare, at desserten kom til at være for meget og stikke i forskellige retninger.

Den bestod af:

IMG_3844.jpg

Man skal holde tungen lige i munden, når man laver sine egne små forme af plasticlommer til moussen. I første forsøg flød moussen ud over det hele, fordi formen ikke kunne holde.

 Og det var netop for meget af det gode. Jordbærskummet og –geleen stod bare ikke særlig godt til moussen, og flere i familien mente ikke, at kammerjunkerne var sjove nok.

Selv synes jeg faktisk at kammerjunkerne sammen med moussen var det bedste i retten – det smagte som koldskål med en anden konsistens.

Og konklusionen er

Og hvad kan man så konkludere ud af dette?

Det var sjovt at lege kemiker og rode med iskold olie, gele og sifonflaske. Men det kræver mange eksperimenter, før man rammer hovedet på sømmet.

Så skal jeg lave retten igen, vil jeg nøjes med mousse, kammerjunkere og den vidunderlige citronmelissesirup, som jeg selv fandt på, og som du kan se opskriften på her. For den smagte virkelig dejligt og var ret unik.

Og ellers må jeg op på den molekylære hest og prøve igen, for hver enkelt del smagte jo skønt og var sjove at lave.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu