Søllerød Kro med AOK-kupon: Mesterklasse til billig pris

Søllerød Kro - Mikkel Bækgaards Madblog.jpg

For kun 995 kroner pr. person med vin og hele balladen fik jeg og fruen mesterklassemad til discountpris, da vi for nylig fejrede bryllupsdag på Søllerød Kro. Og med en ret, der fik mig næsten til at græde, bliver det ikke meget bedre.

Kan mad smage så godt, at man begynder at græde? Ja, det kan det. Eller næsten i hvert fald. Det oplevede jeg, da jeg for et par uger siden fejrede min femårs bryllupsdag med min dejlige Line, hvor en af forreterne gav mig tårer i øjnene – og det var ikke kun fordi mit livs udkårne sad overfor mig. Det var også fordi den ret var så urimeligt velsmagende, at jeg stort set aldrig har fået lignende.

Pludselig indskydelse at tage på Søllerød

Egentlig havde vi ikke de store gourmet-planer på vores femårs bryllupsdag. Vi ville gerne ud at spise, men havde ikke fået arrangeret noget eller entreret meden  børnepasser. Så da vi dagen inden dagen, besluttede at vi hellere måtte komme ud, var det ikke nemt at få bord nogen af de steder, jeg egentlig gerne ville besøge. Nr 2, Uformel, Formel B …  det hele var booket. Derfor endte det egentlig med en booking på ganske uformelle Fishmarket, som jeg har hørt godt om.

Men da der om morgenen dumpede et godt tilbud ind af mailboksen fra AOK, ramte impulstrangen mig: Man kunne få fire retter mad med champagne, vinmenu og det hele på Søllerød Kro for kun 995 pr. person. Der skulle heldigvis ikke megen overtalelse til, før Line sagde “ok, lad os da tage afsted”.

Og således skulle vi pludselig på en af landets fremmeste michelinrestauranter, mens vi aflyste Fishmarket.

Det var dog ikke første gang, at vi fejrede vores bryllupsdag i Søllerød. Den allerførste af slagsen fejrede vi faktisk også deroppe med lille Agnes i liften til en rigtig dejlig frokost (som du i øvrigt kan læse anmeldelse af her). Dengang var det rigtigt godt, uden decideret at rive mig rundt. Så nok var mine forventninger høje, men ikke så høje, at de var ude af proportioner – og faktisk slet ikke så høje, at de overskyggede hvor god oplevelsen faktisk var denne fredag aften i maj.

Comfort food i gourmetklassen

Søllerød Kro - Mikkel Bækgaards Madblog-13.jpg

Søllerød Kro er sådan et sted, hvor er alt er rart, trygt og uden fare for at du bliver ført ud ad vanvittige avantgardeveje, som andre af byens michelinrestauranter gør.

Til gengæld leverer de luksus, velsmag i topklasse og små overraskelser, der gør at du ikke keder dig – og så kan du få lov at give den gas med dyre menuer, caviar, trøfler og et vanvittigt eksklusivt vinkort, hvis du da ikke som os er fattigrøve, der må nøjes med et godt tilbud fra AOK.

Små elegante snacks og virkelig godt brød

Vi lagde ud med et glas bobler (Cremant de borugogne, så vidt jeg husker) og en række små og meget smukke snacks.

Søllerød Kro - Mikkel Bækgaards Madblog-5.jpg

Først ærtepure og gelterede hvide asparges. Meget sommerligt og friskt og frækt.

Søllerød Kro - Mikkel Bækgaards Madblog-7.jpg

Så ristede hasselnødder med lidt krymmel, som jeg simpelthen ikke kan huske, hvad var. Men det var godt, så meget kan jeg da huske.

Søllerød Kro - Mikkel Bækgaards Madblog-6.jpg

Og endelig små friske ganerensende ruller af æble og citronverbena. Meget forfriskende og velsmagende.

Søllerød Kro - Mikkel Bækgaards Madblog-8.jpg

Derudover fik vi to små slags brød, hvor især det lyse smagte kriminelt godt med det brunede smør, vi fik til.

Føj for dælen, hvor var det godt og syndigt. Vi fik også en smør pisket luftig med kærnemælk, men det var altså den brunede af slagsens, der gjorde størst indtryk.

Søllerød Kro - Mikkel Bækgaards Madblog-9.jpg

Inden vi gik til de fire egentlige retter fik vi også lige denne apatizer, som er en rigtig Søllerød klassiker, vi også fik for fire år og to køkkenchefer siden: Grøn gazpacho med olivenolieis og lidt granite på toppen. Ufatteligt velsmagende, hvor isen med olivenolie bare får smilet frem.

Blæksprutter og julesalat

Søllerød Kro - Mikkel Bækgaards Madblog-12.jpg

Den første rigtige forret smagte uforskammet godt.

Små stykker dansk blæksprutte hyggede sig sammen med stegt julesalat under en sprød skal (af hvad ved jeg ikke) og overhældt med en fed, skummende sauce på (så vidt jeg husker) kærnemælk og muslingebouillon. Uhadada, det var rart – og med en fed hvid bourgogne til var der jo ikke rigtigt noget at udsætte på det.

Og så kom tårerne frem

Søllerød Kro - Mikkel Bækgaards Madblog-14.jpg

Ved anden forret var det så, at tårerne sprang frem i mine øjne. Den så ikke ud af meget, da den kom ind, men sjældent har jeg oplevet så balanceret og rund og intens en smag i en ret.

Et stykke ibericogris – du ved sådan en, der har hygget sig med agern og alt muligt lækkert nede i Spanien – var langtidstilberedt ved svag varme og til sidst kraftigt stegt ved Helvedes flammer, så et blødt og nænsomt stegt indre mødte en kraftig stegeskorpe og masser af umamismag. Grisen fik selskab af lidt strandportulak, ristede nødder, en rød pure (som jeg ikke ved hvad var) og en kraftig sauce.

Ved første bid, måtte jeg bare læne mig tilbage og smile kærligt til min hustru, mens de førnævnte tårer viste sig i min øjenkrog. Dette er simpelthed noget af det bedste, jeg har smagt i mit liv. Og pludselig blev jeg bare rørt over storheden i så simpel en servering.

Sådan er det med stor kunst. Det rører mig. Det kan være musik, billeder, litteratur. Og nu også mad!

Lam og broccolli

Søllerød Kro - Mikkel Bækgaards Madblog-20.jpg

Hovedretten var hæderlig, men stod altså i skyggen af det mesterlige stykke gris.

Et lille stykke dejligt lam rullet i støv af trompetsvampe, nye kartofler, lidt broccoli, raddichiosalat og en kraftig sauce var velsmag uden dikkedarer – men også til den sikre side, som hovedretter tit er.

Her var jeg langt mere imponeret over hovedretten ved vores forrige besøg fire år tidligere.

Desserter lige i øjet

Søllerød Kro - Mikkel Bækgaards Madblog-22.jpg

Inden den ‘rigtige’ dessert blev vi først forkælet med en lille sjov prædessert, der kom ind plasticindpakning og lignende noget fra et cafeteria.

Heldigvis var det kun indpakningen, der var sådan, for inden i pakken var der en meget fin panna cotta med  en skøn sur citroncreme og lidt hvid chokoladeknas. Himmerigsmundfulde lige der.

Søllerød Kro - Mikkel Bækgaards Madblog-24.jpg

Desserten var også velsmag af bedste skuffe, selvom jeg ikke kan huske alle elementerne. Med forårets stensikre kort i form af rabarber spillede hovedrollen i bagt udgave og i en sorbet. Og hertil alle mulige små frække elementer, der spillede perfekt sammen med rabarne.

Det var ikke innovativt. Det var bare perfekt balanceret. Mums.

Søllerød Kro - Mikkel Bækgaards Madblog-26.jpg

Mætte var vi bestemt, men selvfølgelig kunne vi lige klemme en macaron ned, der kom sammen med kaffen og var med i prisen. Fyldet var så vidt jeg husker noget mokka–nødde-noget, der var perfekt til kaffen.

Og i øvrigt interessant, at man – kunne jeg se ved at nabobord – fik serveret en anden macaron, hvis man bestilte te. Det er altså overskud lige at have tænkt over, hvilken petit four, der passer til enten kaffe eller te. Sådan Søllerød.

Mageløst til prisen – men husk, at vandet koster ekstra

Besøget hos Søllerød Kro var en af mine bedste spiseoplevelser længe. Og til 995 kroner kuverten var det uhørt billigt.

Vi fik i alt otte serveringer, bobler, vin og kaffe for de penge, og det er jo helt vildt billigt for en middag på det niveau. Så tag lige og tjek AOKs kupon-tilbud ud, for at se om du ikke også kan få et billigt besøg på Kroen i Søllerød.

Men eneste lidt smålige anke er, at man så lige skulle smide 70 kroner hver for vand oven i. Det er jo ikke så meget igen, men det virker bare underligt, når alt andet – også kaffen – er inkluderet. På den anden sider vokser træerne jo heller ikke ind i himlen.

Se AOKs kupon-tilbud her

Søllerød Kro
Søllerødvej 35
2840 Holte
+45 45 80 25 05
www.soelleroed-kro.dk

Besøget var for egen regning og hverken AOK eller Søllerød Kro har noget med dette indlæg at gøre.

En kommentar til Søllerød Kro med AOK-kupon: Mesterklasse til billig pris

  • Rasmus Bækgaard skriver:

    Anne og jeg var også på Søllerød Kro til samme deal to dage efter Mikkel. Der havde de skiftet ret nummer to ud med en anden og meget kompleks ret. En slags surf and turf med sprødstegt sandart, snegle, et flæskesvær der lignende et sukkernet og kraftig rødvinssøvss og så en luftig ramsløgscreme til at give noget friskhed. EN fantastisk ret selvom jeg så ikke fik smagt den ret Mikkel var så begejstret.

    Det var en god oplevelse ligesom sidst vi var der til deres søndagsfrokost, og jeg kan tilslutte mig, at det er en usædvanlig god deal de har skruet sammen. Dog var jeg en anelse skuffet over vinmenuen. Det var ikke dårlige vine, men de var med undtagelse af en naturbeaujolais meget konservativt valgt. Og så var de lige en tand eller to for ordinære til hvad jeg ville forvente af Søllerød kro – 4 retters vinmenu tager de 775 kroner for, og her synes jeg man kan forvente noget mere.

    Men det være sagt, så er Søllerød kro bare en rigtig skøn helhedsoplevelse, hvor man både får god mad, og hvor det er rart at være. De har en god balance mellem det fine og den mere jordnære krofølelse. Og så er maden både velsmagende og slet ikke så traditionel som de nok har ry for at være.

    Og til MIkkel: Den ene af de to smørvarianter var fra Åbybro Mejeri, hvor vi kom rigtigt tit som børn – den gang vidste jeg ikke, at det var sådan noget fint noget 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu