Hønsesalat med rygeost, champignon og friske asparges

Hønsesalat med rygeost, champignon og friske asparges

Hønsesalat smager noget så dejligt på et frokostbord. Og hjemmelavet hønsesalat smager ekstra dejligt – især når dressingen får en gang rygeost til at nuancere den klassiske kombination af cremefraiche og mayonnaise. Rygeosten giver – som navnet jo næsten siger af sig selv – en dejlig røget smag til hønsesalaten. Den klæder resten af salaten virkelig godt passer i øvrigt også perfekt til den bacon, der også har det så hulens godt sammen med sådan en hønsesalat.

Denne hønsesalat med en let røget smag er efterhånden blevet en rigtig klassiker i mit køkken, når jeg skal have frokostgæster – og også her i dag, hvor vi havde besøg af Lines veninde Jeanette, hendes kæreste Jeppe og deres dejlige lille knægt Wilder, der er stort set lige gammel med Agnes. Så ud over, at det altid er hyggeligt at spise frokost med rare mennesker, var det også utroligt skægt at se de to hoveder lege sammen. Det gør en så glad.

Frokostgæster er så rare at have

Jeg holder i øvrigt utroligt meget af at have gæster til frokost. Jeg kan ofte tage det lidt mere afslappet end til aften, hvor alle mine ambitioner begynder at løbe af med mig. Til frokost får jeg samtidig muligheden for at lave en anden slags mad, end den klassiske tre retters menu, sådan et middagsselskab ellers gerne ender med.

Til frokost kan man rigtigt give sig i kast med danske klassikere, som man kan lave fra bunden og give al den kærlighed, som de fortjener. I dag blev det – ud over hønsesalaten – også til en gang frikadeller med nylavet agurkesalat og en laksetærte med spinat. Helt klassisk for mit frokostkøkken, men med masser af uhm, synes jeg selv.

Til kaffen serverede jeg i øvrigt en svampet gulerodskage, som du finder en opskrift på på Anne Au Chocolats fine blog.

Hønsesalat med rygeost, champignon og friske asparges

Hønsesalat – til 6 personer

Selve hønen:
Skroget og vingerne af en kylling eller en unghane (gem brysterne og lårene til noget andet) – eller godt med kogt/stegt kyllingekød, som du har til overs fra en dag, du har lavet kylling.
1 gulerod
1 løg
4 peberkorn
2 laurbærblade
1 timiankvist

Grønsager i hønsesalaten:
½ bakke champignon
100 g friske grønne asparges
50 g smør
Salt

Dressing:
1 dl creme fraiche
4 spsk mayonnaise
2 spsk rygeost
1 tsk stærk sennep
Evt. purløg og dild
Salt og peber

Selve kyllingen

1. Har du en hel kylling, skal du starte med at skære lårene og vingerne fri. Skær derefter brystfilterne af. Gem lår og brystkød til en anden dag.

2. Kom skroget og vingerne op i en stor gryde sammen med grønsagerne (du skal ikke hænge dig så nøje i hvilke grønsager, du præcist bruger – bare de kan give noget smag til kyllingen). Dæk det hele med vand og bring det i kog. Lad kyllingen koge en halv times tid.

3. Tag kyllingeskroget og vingerne op af vandet og lad det køle godt af, inden du piller al kødet af benene. Herefter kan du bruge benene til at koge en god fond på, hvis du har lyst, og så skal du bare smide dem op i gryden igen og lade det simre et par timer.

4. Har du rester af stegt kylling kan du også bruge dette, i stedet for at koge en frisk kylling. Det vigtigste er, at du har dejligt kyllingekød til rådighed, som kan komme i hønsesalaten.

IMG_9677.jpg

IMG_9681.jpg

Grønsagerne

1. Rens champignons og skær dem i skiver. Knæk enden af de grønne asparges, og skær dem i små skiver på ca. en centimeter.

2. Smelt smørret på en pande ved middel varme. Det skal bare smelte, ikke blive så varmt, at det bruser. Kom champignonskiverne ved og sauter dem i ca. 10 minutter ved svag varme, indtil de er godt møre. Tilsæt salt ca. midtvejs. Det trækker væske ud af champignonerne og giver en fin væske at sautere i.

3. Tilsæt asparges og sauter den sammen med de møre champignonskiver i ca. 2 minutter. Sluk for varmen og lad det køle af.

IMG_9678.jpg

Dressingen

1. Rør alle ingredienserne sammen i en skål. Smag til med salt og peber og gerne godt med krydderurter i form af purløg og evt. dild.

2. Kom de kogte kyllingestykker, champignon og asparges op i dressingen og rør godt rundt.

3. Server hønsesalaten på godt brød med masser af sprødstegt bacon oven på og gerne pyntet med mere purløg.

Velbekomme!

IMG_9682.jpg

IMG_9683.jpg

IMG_9684.jpg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu