Æblevafler – en nem og relativ sund morgenmad

Æblevafler

Disse vafler med revne æbler er ultranemme at lave, og de smager virkelig dejligt til morgenmad eller en eftermiddagssnack. At de tilmed er sunde er så en ekstra bonus, der bør give dig en ekstra undskyldning for straks at finde dit vaffeljern frem fra gemmerne og komme i gang.

Jeg selv fik et vaffeljern i fødselsdagsgave for et par måneder siden. Sådan har jeg aldrig haft før – og jeg anede faktisk ikke, at jeg havde brug for det. Men som med så meget andre grej, så viser det sig jo ganske uundværligt, når det først er kommet indenfor hjemmets fire vægge. Og siden da har jeg lavet en del sprøde dejlige vafler på mit super dobbeltvaffeljern, der kan lave hele to vafler på én gang. Og det har været i alle mulige varianter, hvor de fleste har været ganske vellykkede.

Vafler kan laves på mange måder: Fra de klassiske smørbagte sager med souflerede æg til madvafler lavet på løg og kartofler. Og midt imellem kommer denne variant, som er dejlig simpel at lave, hvor revne æbler udgør hovedingrediensen.

Sådan gør du – til fire vafler

2 store æbler – eller 3 små
1 æg
½ dl hvedemel
½ tsk bagepulver (kan undværes)
Evt. lidt finthakkede hassel- eller valnødder
1 tsk kanel
Lidt salt
2 spsk smagsneutral olie
2-3 spsk mælk
Olie eller smør til bagning

1. Riv æblerne på et rivejern (bare med skræl og det hele) og kom det i en skål.

2. Bland resten af ingredienserne i rør godt sammen. Kom mere mel i, hvis dejen er for lind, og kom lidt mere mælk i, hvis den er for tyk. Det skal være en god tyk og klumpet substans med konsistens som en havregrød.

3. Varm vaffeljernet op og kom olie eller lidt smør på. Hæld dej på vaffeljernet og bag vaflerne, indtil de mørke og sprøde – men selvfølgelig ikke sorte.

4. Server vaflerne med en mørk flydende honning eller lidt sirup – og gerne sammen med æblebåde eller masser af friske bær. Drys også gerne med grofthakkede mandler eller nødder.

Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Menu